
SORØ: "På baggrund af Sorø Kommunes udtalelse finder Ankestyrelsen ikke anledning til at foretage yderligere."
Sådan lyder konklusionen fra Ankestyrelsen efter en indledende undersøgelse af sagen om Sorøs såkaldte borgmesterpulje. Puljen har borgmester Gert Jørgensen (K) blandt andet brugt til at dække udgifter til koncertbilletter, middage samt en donation til fester og cognac i en lokal brandmandsforening, som hans partifælle er formand for.
Ankestyrelsen lægger vægt på, at de forhold, som ikke har været i overensstemmelse med loven, er ophørt, og at kommunen har undersøgt mulighederne for, at borgmesteren betaler de pågældende beløb tilbage.
Ankestyrelsen lægger også vægt på de tiltag, som kommunen har sat i værk, blandt andet at der kommer en samlet delegationsplan.
"Ankestyrelsen går derfor ud fra, at der fremover ikke er tvivl om kompetencefordelingen," står der i afgørelsen.
Retningslinjer opdateres
Ligeledes opdaterer kommunen retningslinjer om driftstilskud, så det sikres, at der kommer skriftlige aftaler, som klart og utvetydigt fastlægger, hvilket lovligt kommunalt formål støtten går til.
"Ankestyrelsen går derfor ud fra, at kommunen fremover kun vil støtte lovlige kommunale formål," står der.
Også kommunens retningslinjer for sponsoraftaler og repræsentationsudgifter er ved at blive opdateret, ligesom der laves nye retningslinjer for maksimale kuvertpriser og en ramme for, hvornår og af hvem kommunen skal repræsenteres.
Ankestyrelsen afslutter sagen i denne omgang, men noterer sig, at kommunens revision vil efterprøve forvaltningens konklusioner, og at kommunen vil informere styrelsen om resultatet. Derpå vil den følge op på sagen igen.
Stort arbejde forude
Med afgørelsen fra Ankestyrelsen er første punktum sat, men der stadig stadig et arbejde forude i det kommende år, konstaterer kommunen.
- Der har været dele af den hidtidige praksis, hvor vi som administration har begået fejl eller ikke har levet op til god forvaltningsskik. Det blev klart efter såvel mediedækningen som vores interne juridiske vurdering, og det har vi naturligvis handlet på, siger velfærdsdirektør Henrik Juul Kjær og fortsætter:
- Der er stadig et stort arbejde foran os. Der er udarbejdet retningslinjer og delegationsplaner, så alle ved, hvad rammerne er, og vi har et solidt grundlag at forvalte økonomien på. De skal nu implementeres, og vi skal have trykprøvet det, vi er kommet frem til.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.