
HOLSTEBRO: Holstebro Kommune opfordrer miljøministeren til positivt medspil om Maabjerg BioEnergy, når udvalget for Natur, Miljø og Klima opfordrer ministeren til at sikre landbruget muligheder for at udvide husdyrproduktionen ved at behandle gylle i biogasanlæg.
Baggrunden for udvalgets henvendelse til ministeren er, at Vestforsyning A/S efter otte års forberedelser er klar til at opføre Maabjerg BioEnergy, der bliver verdens største biogasanlæg.
Regeringen har i sin plan Grøn Vækst afsat en pulje på 85 mio. kr. om året i perioden 2010-2012 til at til at etablere nye, fælles biogasanlæg og investeringer i tilslutning til fællesanlæg. I 2012 skal der gøres status for udbygningen af biogasanlæg, herunder en vurdering af behovet for eventuelle yderligere initiativer, der kan udnytte energien i husdyrgødningen bedre.
Samfundsøkonomisk gevinst
- Det er vigtigt at få ministerens udmelding om, hvordan vi i overensstemmelse med miljølovgivningen sikrer, at landbruget udvikler produktionen, samtidig med at vi opnår fordele for natur, miljø og klima. Det er særlig vigtigt for Holstebro Kommune, fordi vi i vores område har en af landets største produktioner af fødevarer, og fordi vi satser hårdt på udvikling af nye løsninger inden for energi- og miljøområdet.
- Vi opfordrer til, at Miljøstyrelsen indgår i et samarbejde om håndtering af landbrugets miljøgodkendelser, hvor dele af gyllen kan anvendes i Maabjerg Bioenergy. Så kan målet i Grøn Vækst og en samfundsøkonomisk gevinst nås, siger formanden for Udvalget for Natur, Miljø og Klima, Karsten Filsø (SF).
Fakta om Maabjerg BioEnergy:
* Omdanner 500.000 tons biomasse til ren energi - varme og el.
* Producerer årligt 18,4 mio. kubikmeter biogas.
* Total investering på 375 mio. kr.
* Nettoomsætning på 45 mio. kr. om året.
* Energiudnyttelsen svarer til varmeforbruget i 5.000 boliger og elforbruget i 12.500 boliger.
* Reducerer CO2-belastningen af klimaet med 50.000 tons om året.
* Reducerer belastningen med kvælstof og fosfor i vandmiljøet med henholdsvis 109 tons og 311 tons om året.
* Samfundsøkonomisk gevinst på 1 mia. kr.
* Bevarer 300 arbejdspladser i landbrug og fødevareerhverv.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.