AARHUS: Pressefolkene i Aarhus Kommunes Teknik og Miljø optrådte som et unødvendigt massivt bolværk og forsøgte at spænde ben for Århus Stiftstidendes korrekte anklager om en kommunal forvaltningschefs magtmisbrug.
I stedet burde både pressetjenesten og tre nu fyrede chefer langt hurtigere have indset, at journalist Morten Svith havde ret i sine anklager om, at den daværende leder af kommunens Natur og Vej Service misbrugte sin stilling på en lang række områder.
sådan lyder det i dag fra stadsdirektør Niels Højberg i dag – godt et år efter avisen i oktober sidste år bragte den første af en lang række af afslørende artikler om de kritisable forhold i Natur og Vej Service.
Dermed indrømmer Niels Højberg nu for første gang offentligt, at kommunen og dens pressefolk gik alt for langt i forsøget på at beskytte organisationen mod anklagerne, som viste sig at være rigtige, skriver Ugebrevet Mandag Morgen.
- Det er vel udtryk for en organisation, der forsvarer sig. Det tror jeg, at alle organisationer ville gøre. Men jeg synes, at det var forkert at gøre. Jeg synes, at vi hurtigere skulle have lyttet til, hvad der var af anklager, men det var bare ikke det, der var vurderingen på daværende tidspunkt, siger Niels Højberg.
Havde nær givet op
Stiftens afsløringer af i sagen om ’skandalechefen’ i Natur og Vej Service førte til bortvisning og politianmeldelse af manden, der nægter sig skyldig, ligesom direktøren og to andre chefer i afdelingen efterfølgende blev fyret for deres mangelfulde håndtering af sagen.
Og selv om Morten Svith nær havde givet op, fordi sagen var for kompliceret, og kommunens pressefolk modarbejdede ham, er Niels Højberg i dag taknemmelig for hans vedholdenhed og beklager kommunens mange benspænd. Morten Svith beskriver overfor Ugebrevet Mandag Morgen kommunens pressetjeneste som et værn, og det kan stadsdirektøren godt forstå.
- Sådan har pressetjenesten i Teknik og Miljø også opført sig. Og det, der har været vores store fejl, er, at vi var for defensive i starten. Det, Morten (red. Svith) fandt ud af, var jo rigtigt. Og ledelsen på daværende tidspunkt var alt for langsom med at erkende, at han havde ret, og at de ting, han kom med, faktisk havde noget på sig. I stedet forsøgte presseafdelingen at afvise det, siger Niels Højberg.
Han kalder derudover journalisten for en enmandshær.
Ifølge Niels Højberg har kommunen taget ved lære af sagen, og han garanterer, at man fremover vil være mere åben over for pressen – også når der er tale om potentielle skandalesager – i stedet for bare per automatik at forsvare organisationen med næb og kløer.
- Jeg synes egentlig også, at vi plejer at være åbne, men den her sag er simpelthen endt i hegnet. I dag tænker vi meget mere, at vi bliver nødt til at være åbne på en helt anden måde, siger han.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.