dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
H.C. Hansens buste.
Aarhus Kommune

Statsminister-hoved dukkede op på uventet sted

Efter knap tre måneder som forsvundet er den gamle buste af H.C. Hansen på vej tilbage til Botanisk Have i Aarhus Kommune.

AARHUS: - Fredagshumøret er helt i top i dag, for vi har fået busten af tidligere statsminister H.C. Hansen tilbage!

Sådan lyder det i et opslag på Facebook, som Aarhus Kommune har lavet her op til weekenden.

Busten – altså en bronzefigur, der forestiller et hoved – blev savet af sin plads på en kalkstens-sokkel i Botanisk Have i Aarhus i starten af februar. Siden har den været pist væk.

For nylig oplyste Østjyllands Politi til TV2 Østjylland, at man havde indstillet efterforskningen af sagen, men nu er busten altså pludselig dukket op på et noget overraskende sted.

Den blev nemlig fundet af en mand, der opdagede den i en ladcykel i midtbyen torsdag eftermiddag.

Heldigvis intakt

TV2 Østjylland har talt med Hans Henrik Foged Rasmussen, der er driftsansvarlig for skulpturer, legepladser og inventar ved Aarhus Kommune. Han siger, at han fik den glædelige besked over et telefonopkald.

- En mand ringede ind via hovednummeret og blev stillet videre til mig. Han sagde med det samme, at han havde fundet noget, jeg helt sikkert ville blive glad for, siger Hans Henrik Foged Rasmussen.

- Jeg tænkte med det samme, at det måtte være busten, så det var da heldigt. Vi aftalte at mødes på Pustervig Torv, så jeg tog derhen, og han stod klar med den i en taske, forklarer den driftsansvarlige.

Har den taget skade?

- Nej, det har den ikke. Jeg havde frygtet, at den ville være skadet efter at være blevet savet af eller måske tabt, men den er heldigvis intakt og lige til at sætte op igen. Vi skal have monteret nogle nye fæstningsankre på soklen, hvilket formentlig sker inden sommerferien, svarer Hans Henrik Foged Rasmussen.

Han gætter på, at busten er dukket op nu, fordi tyven eller tyvene ikke har haft held med at få den afsat. Busten er lavet af bronze, men den historiske værdi er betydeligt større end metallets.

"Dybt forargelig"

Tyveriet vakte opsigt blandt lokale socialdemokrater, da H.C. Hansen var en socialdemokratisk politiker.

Peter Nørskov, der er formand for Socialdemokratiets forretningsudvalg i Aarhus, kaldte hændelsen for "dybt forargelig".

Alexander Küster, som er foreningsformand for Socialdemokratiet Aarhus Midtby, omtalte sagen som "grusom" og "forfærdelig".

- Det er jo skændeligt. Specielt når der er tale om personer af karakter som H.C. Hansen. Det skal da helt klart undersøges. Det er jo ikke bare en forskønnelse af området. Det er en vigtig buste, som hvis man stjal Jens Otto Kragh fra torvet af samme navn i Randers, lød det fra Alexander Küster, da TV2 Østjylland talte med ham 7. februar.

Netop Randers var i fokus, da der igen blev meldt om et tyveri af en buste 29. april. Her opdagede man, at busten af kong Frederik 7. var forsvundet fra sin plads på Skovbakkens plæne, hvor der blot lå en væltet granitsøjle tilbage.

Skulpturen fra 1863 er Randers' ældste.

I 2019 blev et frihedsmonument i samme område i Randers forsøgt stjålet, da det var savet over flere steder.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/statsminister-hoved-dukkede-op-paa-uventet-sted

GDPR