Statsrevisorerne retter i en ny beretning skarp kritik af Forsvarsministeriets økonomistyring.
"Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at Forsvarsministeriet ikke har tilrettelagt en økonomistyring, der gør ministeriet i stand til at redegøre for, om forligsmidlerne er anvendt til at løse de opgaver og nå de mål og effektiviseringer, som er forudsat i forsvarsforliget 2018-2023", lyder det i beretningen.
Når Statsrevisorerne finder noget kritisabelt, er der tale om en skarp kritik. Det er det tredjehøjeste niveau af kritik på den skala, der bliver brugt og som indeholder ti grader af kritik. Den kritisable økonomistyring kan have betydning for målet om at øge forsvarsudgifterne.
"Statsrevisorerne finder det bekymrende, at forsinkelser i materielinvesteringer kan have negative konsekvenser for Forsvarets operative kapaciteter og for Danmarks mål om at øge forsvarsudgifternes andel til to procent af bnp i 2033", lyder det videre.
Overordnet har "Forsvarsministeriet ikke levet op til grundlæggende og almindeligt udbredte principper for god statslig økonomistyring". Desuden vurderes det som en skærpende omstændighed, at der i en årrække er rejst kritik af økonomistyringen på forsvarsområdet.
Alvorlig kritik
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) ser med "stor alvor" på kritikken. Han siger i en skriftlig kommentar, at ministeriet skal være "klar til at løfte" ansvaret for to procent-målsætningen.
- Derfor er det helt afgørende for mig, at der fremover bliver en stærk styring, gennemsigtighed og opfølgning på de politiske målsætninger for Forsvaret, så vi lever op til forligskredsens forventninger. Det gælder alt fra personel, anskaffelser og Forsvarets økonomi generelt. Det vil være en prioritet i forbindelse med indgåelse af et kommende forsvarsforlig, siger Jakob Ellemann-Jensen.
De seks medlemmer af Statsrevisorerne er politisk udpegede, men de er ikke nødvendigvis medlemmer af Folketinget. De har til opgave at kontrollere statens udgifter. Det gør Statsrevisorerne i samarbejde med Rigsrevisionen, der ikke er politikere, men embedsmænd.
Budgetoverskridelser
For godt et år siden blev Rigsrevisionens undersøgelse af Forsvarsministeriets økonomistyring sat i værk efter ønske fra Statsrevisorerne.
Det skete på baggrund af, at forsvarschefen i november 2021 meddelte, at der ville være budgetoverskridelser i forhold til aftalt indkøb i forsvarsforliget for 2018 til 2023. Derfor skulle det undersøges, om der var yderligere budgetoverskridelser, og hvordan økonomistyringen generelt forvalter øremærkede bevillinger fra forsvarsforliget.
I forsvarsforliget blev det aftalt, at den årlige bevilling til Forsvaret styrkes med 4,8 milliarder kroner i 2023. I 2019 blev der tilføjet yderligere 1,5 milliarder til at styrke forsvarsbudgettet i 2023.
Kritik af brigade
Forsvarsministeriet modtager også særdeles hård kritik på grund af forsinkelsen af 1. brigade, som er et centralt Nato-krav. Brigaden er også kendt som hærens knytnæve. Ministeriet har hverken styr på fremdrift eller økonomi, fremgår det kritik fra Statsrevisorerne, som holder øje med, hvordan skatteborgernes penge bruges.
"Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at Forsvarsministeriet ikke har tilrettelagt en effektiv styring af opbygningen af brigaden og kun i begrænset omfang har fulgt op på økonomi og fremdrift", lyder det bl.a.
I kritikken konstateres det, at ministeriet ikke ved, hvordan cirka 4,4 milliarder kroner til opbygning og indkøb er anvendt. Eller om pengene rækker.
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) lover også her bedring.
- Jeg ser på Rigsrevisionens kritik med stor alvor. For der skal selvfølgelig være fuldstændig vished om, hvordan vi i Forsvarsministeriet efterlever de målsætninger for Forsvaret, som vi har besluttet politisk, siger han i en skriftlig kommentar.
Rigsrevisionen begyndte selv på en undersøgelse, da det stod klart, at brigaden ikke ville stå klar. Grundet regeringsdannelsen bliver kritikken først offentliggjort nu.
Forsvarets opbygning af brigade er forsinket og dårligt styret: Statsrevisorerne ser med stor alvor og bekymring på, at Forsvarsministeriet ikke har levet op til forsvarsforliget 2018-2023.
— Folketinget (@folketinget) January 16, 2023
Pressemøde kl. 14.00 i Proviantsalen, Christiansborghttps://t.co/FmBZShWOxq #dkpol pic.twitter.com/gSvLabBk4f
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.