
KØBENHAVN / STEVNS / KØGE: Klapningen af havneslam fra den planlagte kunstige halvø Lynetteholmen møder faglig og politisk modstand fra flere og flere sider. I sidste uge beskrev DR, hvordan det miljøtekniske grundlag for at slippe 2,5 millioner ton slam ned på havbunden, bl.a. byggede på en 40 år gammel amerikansk artikel.
Nu kan DR fortælle, at Stevns og Køge kommuner allerede i oktober sidste år stillede spørgsmål til det amerikanske studie og direkte bad om "dokumentation for, at kun 1 procent af næringsstofferne frigøres til vandfasen i Køge Bugt."
Det var før, der begyndte at blive dumpet slam de planlagte to steder i Køge Bugt.
Ellen Hvidt Thelle, direktør i Stevns, tvivlede nemlig, flere måneder før dumpningen af slam begyndte, på, at det amerikanske studie var brugbart og forklarer, at "vi derfor stiller spørgsmålstegn ved artiklen fra 1981. For der er jo andre, der siger, at det er fem procent af næringsstofferne, der frigives til vandet. Og i Danmark er der nogle, der siger, at det er helt op til 50 procent."
"En australsk artikel fra 2017 viser, at 0,6-5,3 procent af næringsstofferne overføres til vandfasen", lød det ifølge sn.dk i bekymringsbrevet fra de østsjællandske kommuner. Mens Ishøj, Greve, Solrød, Stevns og Køge allerede i november meldte deres modstand ud mod byggeriet, kom i januar også Vallensbæk og Brøndby med i modstanden, mens Dragør senest har tilsluttet sig samarbejdet.
Fra sejlrender i floder
Spørgsmålene blev besvaret i et notat 4. november, som DR har fået aktindsigt i. Her skriver By & Havn, at deres rådgivere ‘har vurderet, at angivelsen af mængden af næringstoffer, der frigives til vandsøjlen, er retvisende’. Det kortfattede svar opfattede kommunerne hverken som dokumentation eller afklarende i forhold til inddragelsen af det amerikanske studie.
Den amerikanske forsker Fred Lee og hans kone Anne undersøgte sammen med en række studerende floder i Texas i 1980'erne. Og det, de undersøgte, var uddybning af sejlrender i floder. Ikke dumpning af slam. Lee tager i dag afstand fra at bruge studiet i Lynetteholms-sammenhæng.
- Jeg mener, vores miljøvurdering holder, som den er. Vi står ved de vurderinger og konklusioner, som vi har draget i rapporten, siger Stine Gro Jensen, der er afdelingsleder for miljøvurderinger i konsulentfirmaet Rambøll, der har lavet rapporten for By & Havn.
Tirsdag aften oplyste transportminister Trine Bramsen (S), at "det er forventningen og det klare mål, at det er slut med dumping af slam i forbindelse med projektet. Dumpingen er jo også indstillet i øjeblikket".
ka
Rettelse: Danmarks Radio har 23. maj bragt en rettelse:. Godkendelsen baserede sig ikke udelukkende på den 40 år gamle forskningsartikel, og Rambøll burde have haft mulighed for at svare på kritikken, skriver DR.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.