
Med en aftale mellem regeringen og partierne SF, De Radikale, De Konservative og Danmarksdemokraterne er en reform af sundhedvæsenet faldet på plads, og aftalen blev fredag formiddag præsenteret på et pressemøde i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Aftalen mellem regeringen og de fire partier lægger sig i store træk op ad regeringens udspil fra september.
Regeringen foreslog da bl.a. at reducere fem regioner til fire ved at slå Region Sjælland og Region Hovedstaden sammen, flytte en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne, samt etablere 17 nye sundhedsråd bestående af repræsentanter fra regioner og kommuner.
På fredagens pressemøde deltog ordførerne fra aftalepartierne sammen med Indenrigs- og Sundhedsminsiter Sophie Løhde (V), der præsenterede aftalen.
- Der er tale om den største reform i 20 år, og der venter et stort arbejde forude. Fordelingen af opgaver mellem regioner og kommuner vil tage tid, og det samme vil etableringen af de 17 sundhedsråd gøre, og der vil komme bump på vejen, lød det bl.a. fra Sophie Løhde.
Punkter i aftalen
Ministeren bekræftede, at de nuværende fem regioner med aftalen bliver til fire, når Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver til Region Østdanmark. Den nye Region Østdanmark får hovedsæde i Sorø. Det nuværende hovedsæde for Region Hovedstaden i Hillerød vil fortsat kunne danne rammen om en række regionale opgaver.
Én region med ét samlet arbejdsgiver- og ledelsesansvar på hele Sjælland og øerne skal give langt bedre muligheder for at fordele ressourcerne på Sjælland efter behov, lyder det bl.a. i aftaleteksten.
De 17 sundhedsråd med folkevalgte fra kommuner og regioner skal med egen økonomi og beslutningskompetence udbygge det nære sundhedsvæsen og sikre sammenhæng mellem behandlingen på sygehusene og udenfor.
Mindst 1500 flere læger, der vil give 5000 i almen medicin i 2035, er et andet hovedpunkt, ligesom flere patientrettigheder til kronikere er det.
Fem kronikerpakker, med inspiration fra kræftpakkerne, er oprettet: Fra 2027 skal patienter med KOL og lænderygsmerter være omfattet af pakken, fra 2028 er personer med type 2-diabetes omfattet, og fra 2029 og 2031 gælder det samme for personer med henholdsvis hjertesygdomme og kompleks multisygdom.
Også en ligestilling af psykiatrien og somatikken er med aftalen blevet bekræftet i forhold til regeringens udspil. Nævnt i aftalen også et stærkt nationalt samarbejde om digitalisering, innovation og prioritering i sundhedsvæsenet.
Aftalen baserer sig på den nuværende sygehusstruktur med 21 akutsygehuse, og der planlægges ikke med sygehuslukninger.
Andre elementer i aftalen er:
- Reformen løfter den årlige ramme til driftsudgifter løbende de kommende år stigende til et løft i 2030 på 6,4 mia. kr.
- Reformen giver sundhedsvæsenet en historisk stor økonomisk investeringsmotor stigende til 4,4 mia. kr. i 2030 målrettet det nære sundhedsvæsen og de områder af Danmark, der trænger mest.
- Reformen styrker borgerens egen læge og har en målsætning om mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud i 2035.
- Reformen giver en ny, central styret fordeling af ressourcerne i sundhedsvæsenet, så der kommer flere ressourcer dér, hvor borgernes behov er størst.
- Reformen styrker patienternes frie valg og indfører flere patientrettigheder og nye kronikerpakker, så borgere med kronisk sygdom får ret til en samlet pakke med sundhedsindsatser, der er tilpasset den enkelte.
- Reformen investerer 27,5 mia. kr. i moderne sygehuse, udstyr, it og sundhedstilbud tæt på borgerne.
- Reformen skaber mere ensartethed i sundhedstilbuddene gennem en styrket national koordinering af digitale tilbud og udbredelse af nye innovative løsninger samt en bedre fordeling af læger og sundhedsressourcer på tværs af landet. Kommuner og regioner har et ansvar for, at det bliver implementeret.
- Reformen indfører en ny folkesundhedslov og dermed et styrket grundlag for at sikre bedre forebyggelse og sundhed for borgere i hele landet.
Se Aftale om Sundhedsreform 2024 her.
Se Faktaark om aftalen her.
Antal medlemmer i de 17 nye sundhedsråd
Østdanmark Hovedstaden: 7 regionale repræsentanter, 6 kommunale repræsentanter, i alt 13 medlemmer.
Hovedstaden Syd og Vest: 10 regionale repræsentanter, 9 kommunale repræsentanter, i alt 19 medlemmer.
Hovedstaden Nord: 10 regionale repræsentanter, 9 kommunale repræsentanter, i alt 19 medlemmer.
Nordsjælland: 9 regionale repræsentanter, 8 kommunale repræsentanter, i alt 17 medlemmer.
Midt- og Vestsjælland: 11 regionale repræsentanter, 10 kommunale repræsentanter, i alt 21 medlemmer.
Østsjælland og Øerne: 11 regionale repræsentanter, 10 kommunale repræsentanter, i alt 21 medlemmer.
Syddanmark Sydvestjylland: 7 regionale repræsentanter, 6 kommunale repræsentanter, i alt 13 medlemmer.
Trekantområdet: 7 regionale repræsentanter, 6 kommunale repræsentanter, i alt 13medlemmer.
Sønderjylland: 5 regionale repræsentanter, 4 kommunale repræsentanter, i alt 9 medlemmer.
Fyn: 11 regionale repræsentanter, 10 kommunale repræsentanter, i alt 21 medlemmer.
Midt Midt: 6 regionale repræsentanter, 5 kommunale repræsentanter, i alt 11 medlemmer.
Kronjylland: 6 regionale repræsentanter, 5 kommunale repræsentanter, i alt 11 medlemmer.
Aarhus: 5 regionale repræsentanter, 4 kommunale repræsentanter, i alt 9 medlemmer.
Horsens: 6 regionale repræsentanter, 5 kommunale repræsentanter, i alt 11 medlemmer.
Vestjylland: 8 regionale repræsentanter, 7 kommunale repræsentanter, i alt 15 medlemmer.
Nord Vendsyssel: 5 regionale repræsentanter, 4 kommunale repræsentanter, i alt 9 medlemmer.
Limfjorden: 9 regionale repræsentanter, 8 kommunale repræsentanter, i alt 17 medlemmer.
Ialt: 133 regionale repræsentanter, 116 kommunale repræsentanter, i alt 249 medlemmer.
Kilde: Aftale om Sundhedsreform 2024
Red: Faktaboks udskiftet kl. 14.06
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.