HVIS LYNET RAMMER: Tv-dokumentarist Lars Høj roser de modige kvinder, der gjorde 'Er du mors lille dreng - 10 år efter' mulig og opfordrer flere til at stå frem: Værre er det vel heller ikke?
Af Knud Abildtrup
SKANDERBORG: Tv-journalist og -dokumentarist Lars Høj præsenterede sig selv som en af 'fjenderne' på VISS konferencen 'Hvis lynet rammer' på Sølund i Skanderborg.
Temaet i hans indlæg - og diskussionen bagefter - kom til at kredse om etikken i krydsfeltet, der blev eksemplificeret i tv-dokumentaren 'Er du mors lille dreng?’ om den gang i 1997, da Bjarne og Anni fik tre måneder til at vise, de kunne tage sig af nyfødte Jørn - og bl.a. sagde ja til at gå på tv for at tale deres sag.
Var det et eksempel på dårlig etik, hvor folk, der ikke kan overskue konsekvensen af deres egne handlinger, lokkes af skrupelløse journalister til at levere følelsesdramaer? Eller derimod et eksempel på en ordenlig håndtering af, at svage borgere altså også har deres ytringsfrihed?
Lars Høj fra TV2 Østjylland var ikke selv så meget i tvivl:
- Første gang for to år siden ville Bjarne og Anni gerne i tv, mens Bethesda-hjemmet kun modstræbende gav lov til optagelser.
- ’Det kan de da ikke selv tage stilling til’, lød modargumentet. Men de ville jo gerne vise, om de fik en fair behandling af den kommune, der ville fjerne deres barn. Og de har jo vel og mærke også ret til at få et barn.
- Men Bethesda havde i sidste ende modet, og folk fra SL fortæller bagefter, at den film gjorde lige så meget, som de kunne kæmpe i ti år for at få ind i hovedet på politikere. Det handler ikke mindst om forståelsen for, hvornår en tvangsfjernelse er nødvendig.
Ret dog ryggen
Lars Høj vurderede, at modstanden mod tv hos de mange fagpersoner mere skyldtes: 'Hvad risikerer jeg selv ved at blive eksponeret'.
- Jeg har mere respekt for dem blandt jer, der siger: 'Vi er forpligtet til at fortælle offentligheden, hvad vi laver.' Og vi er selv så ivrige for at komme i gang, at man kan lave aftaler om at se programmet – ikke få veto-ret – men se det, før det bliver sendt. Og sammen med mig får man også ret til at få fjerne ting, der er meget uhensigtsmæssige.
- Det var ikke nemt for Bethesda efter programmet. Og alt andet lige fik man i systemet mere øje på flere familier, så de fik ganske enkelt mere at lave på den type institutioner. Det gav problemer, og deres træden frem fik omkostninger, men de fik altså også priser og credit. Så ret dog ryggen, værre er det vel heller ikke.
Lars Høj kunne også berette, at mens den mest udbredte reaktion på udsendelserne var fortørnelse over myndighedernes langmodighed, fik bl.a. Bjarne problemer i sit miljø. Han fik ganske enkelt tæsk - i hvert fald flere, end han plejede at få - fordi han var en dårlig far og ikke bare lod være med at ryge hash.
- Det var heller ikke nemt for Anni at være den dårlige mor fra fjernsynet, og i lang tid kunne jeg ikke komme i nærheden af hende.
Det mest forudsigelige lyn
Lille Jørn blev fjernet efter fire år, og Århus Kommune gav Anni en ny chance, da hun fødte Mads. Ifølge Lars Høj var der her tale om et temmeligt forudsigeligt lyn, hvis man skal tale om, at lynet rammer:
- Danmarkshistoriens mest berømte dårlige mor ønsker et barn til sammen med en anden – det undrede mig altså.
- Jeg fik kontakt til Mads' plejemor, som efter min mening er en af de få modige mennesker, der tør fortælle åbent, hvad der virkelig er foregået. Der er mange, der gerne over telefonen vil fortælle de mest horrible historier, men på tv er det som regel en anden sag.
Tv-journalisten huskede også tilbage på sit arbejde med at få den nødvendige aktindsigt ført ud i livet:
- Det viste sig, at der var breve, jeg ikke fik - og det var en dårlig strategi, for så blev jeg selvfølgelig mere tændt. Også papirer, som jeg først fik at vide ikke eksisterede, men som så pludselig var der alligevel. Den slags.
Det var heller ikke nemt for Bethesda-lederen at stille sig frem. Hun gav sit besyv med over for omverdenen – men det var to modige kvinder. Hvorfor skal det være så slemt – de gør i virkeligheden os allesammen en kæmpe tjeneste.
Giver ingen mening
- Men tror du virkelig, at Anni vidste, hvad hun sagde ja til, ville en tilhører vide.
- Ja, på sit niveau. Hun må jo så meget andet - blive fuld, blive gravid, blive gift, skilt og ja, gå i fjernsynet. Det giver ikke mening for mig at sige, hun ikke må.
- Og især efter det andet program kunne Anni sige - de snød mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at beholde mit barn. Og man får en forståelse af, at Anni er en af dem, der ikke skal ha' børn, og det ved hun godt.
- Men når det gælder folk, der ikke kan overskue konsekvensen af deres handlinger. Har du ret til at udstille deres privatliv, spurgte en anden.
- Det skal jo bære gribende, dragende, dramatisk, og de bestemmer altså selv, at de vil være med. Vi skal tage os ordentligt af de mennesker – men ligefrem holde dem ude af medierne...?
Pædagogernes opgave?
- Jeg har også lavet seks halvtimes-programmer fra et ret kaotisk børnehjem, hvor de stak af, rendte og bankede andre nede i byen og røg hash. Programmerne viste, hvad det var for et sted. Og de ansatte havde modet til at vise, at sådan er den verden også.
- Og hvis I ikke selv tør det, kommer I aldrig på samme måde til at få folk til at forstå, hvad I egentlig arbejder med.
- Jeg har selv castet deltagere til Robinson, og jeg ved, at folk kan være parate til at lade et tv-hold komme ind og pisse på deres seng, hvis bare de kommer i fjernsynet og kan blive kendte, fortalte medierådgiver Jeppe Søe og spurgte, om ikke det var pædagogernes opgave at være på beboernes side, når det gjaldt medieoptræden?
- Jo, når det gælder børn, svarede Lars Høj. Men min pointe er, at I aldrig får synliggjort jeres forhold – og vi andre får aldrig forståelse for dem, hvis ikke I lader folk træde frem.
En anden tilhører fra salen pegede på store etiske problemer i, at en sag, der ville være fremragende til efteruddannelse for fagpersoner, blev gjort til kaffeunderholdning.
- Det er over min grænse, for lille Jørn og lille Mads vokser op, og mange folk kan huske de udsendelser i mange år efter.
- Men skulle vi da holde det skjult, lød Lars Højs modspørgsmål. Giver det mening? Hvorfor ikke fortælle Verden, hvad der foregår?
Ikke følelsesporno
- Vi kan nu sagtens have en offentlig debat om, hvordan vi håndterer fjernelsessager uden at sætte ansigter på. Du går meget tæt på, er det nødvendigt, lød det igen.
- Ja, hvis man vil ha' en million mennesker til at se det, så det ikke er en debat, der kun foregår i snævre kredse, svarede Høj.
Forstander på Landsbyen Sølund, Maurits Eijgendaal, bidrog med at gøre rede for en åben mediestrategi på sin store institution.
- De svage grupper har også en form for ytringsfrihed – på deres måde. Det minder lidt om debatten her i Skanderborg, hvor en radikal i byrådet mente, det var noget svineri, at vores beboere går til prostituerede.
- Det endte nu meget godt, for skal det forbydes for vores beboere, skal det vel forbydes for alle mennesker? Det er lidt ligesom med medierne. Man skal ikke vise alting, men turde – ha' mod til at tro på, at de mennesker kan fortælle for sig selv.
En kvindelig konferencedeltager satte et klart skel mellem følelsespornografi og så de mere oplysende dokumentarer - og placerede 'Er du mors lille dreng'-programmerne i den sidste kategori.
- Vi skal være glade for den saglige form, for efter de udsendelserne er hylekoret, der sagde 'der bliver tvangsfjernet alt for mange børn' faktisk blevet erstattet af, at flere ved, at der er grund til at fjerne børn, og at der burde fjernes flere.
SKANDERBORG: Tv-journalist og -dokumentarist Lars Høj præsenterede sig selv som en af 'fjenderne' på VISS konferencen 'Hvis lynet rammer' på Sølund i Skanderborg.
Temaet i hans indlæg - og diskussionen bagefter - kom til at kredse om etikken i krydsfeltet, der blev eksemplificeret i tv-dokumentaren 'Er du mors lille dreng?’ om den gang i 1997, da Bjarne og Anni fik tre måneder til at vise, de kunne tage sig af nyfødte Jørn - og bl.a. sagde ja til at gå på tv for at tale deres sag.
Var det et eksempel på dårlig etik, hvor folk, der ikke kan overskue konsekvensen af deres egne handlinger, lokkes af skrupelløse journalister til at levere følelsesdramaer? Eller derimod et eksempel på en ordenlig håndtering af, at svage borgere altså også har deres ytringsfrihed?
Lars Høj fra TV2 Østjylland var ikke selv så meget i tvivl:
- Første gang for to år siden ville Bjarne og Anni gerne i tv, mens Bethesda-hjemmet kun modstræbende gav lov til optagelser.
- ’Det kan de da ikke selv tage stilling til’, lød modargumentet. Men de ville jo gerne vise, om de fik en fair behandling af den kommune, der ville fjerne deres barn. Og de har jo vel og mærke også ret til at få et barn.
- Men Bethesda havde i sidste ende modet, og folk fra SL fortæller bagefter, at den film gjorde lige så meget, som de kunne kæmpe i ti år for at få ind i hovedet på politikere. Det handler ikke mindst om forståelsen for, hvornår en tvangsfjernelse er nødvendig.
Ret dog ryggen
Lars Høj vurderede, at modstanden mod tv hos de mange fagpersoner mere skyldtes: 'Hvad risikerer jeg selv ved at blive eksponeret'.
- Jeg har mere respekt for dem blandt jer, der siger: 'Vi er forpligtet til at fortælle offentligheden, hvad vi laver.' Og vi er selv så ivrige for at komme i gang, at man kan lave aftaler om at se programmet – ikke få veto-ret – men se det, før det bliver sendt. Og sammen med mig får man også ret til at få fjerne ting, der er meget uhensigtsmæssige.
- Det var ikke nemt for Bethesda efter programmet. Og alt andet lige fik man i systemet mere øje på flere familier, så de fik ganske enkelt mere at lave på den type institutioner. Det gav problemer, og deres træden frem fik omkostninger, men de fik altså også priser og credit. Så ret dog ryggen, værre er det vel heller ikke.
Lars Høj kunne også berette, at mens den mest udbredte reaktion på udsendelserne var fortørnelse over myndighedernes langmodighed, fik bl.a. Bjarne problemer i sit miljø. Han fik ganske enkelt tæsk - i hvert fald flere, end han plejede at få - fordi han var en dårlig far og ikke bare lod være med at ryge hash.
- Det var heller ikke nemt for Anni at være den dårlige mor fra fjernsynet, og i lang tid kunne jeg ikke komme i nærheden af hende.
Det mest forudsigelige lyn
Lille Jørn blev fjernet efter fire år, og Århus Kommune gav Anni en ny chance, da hun fødte Mads. Ifølge Lars Høj var der her tale om et temmeligt forudsigeligt lyn, hvis man skal tale om, at lynet rammer:
- Danmarkshistoriens mest berømte dårlige mor ønsker et barn til sammen med en anden – det undrede mig altså.
- Jeg fik kontakt til Mads' plejemor, som efter min mening er en af de få modige mennesker, der tør fortælle åbent, hvad der virkelig er foregået. Der er mange, der gerne over telefonen vil fortælle de mest horrible historier, men på tv er det som regel en anden sag.
Tv-journalisten huskede også tilbage på sit arbejde med at få den nødvendige aktindsigt ført ud i livet:
- Det viste sig, at der var breve, jeg ikke fik - og det var en dårlig strategi, for så blev jeg selvfølgelig mere tændt. Også papirer, som jeg først fik at vide ikke eksisterede, men som så pludselig var der alligevel. Den slags.
Det var heller ikke nemt for Bethesda-lederen at stille sig frem. Hun gav sit besyv med over for omverdenen – men det var to modige kvinder. Hvorfor skal det være så slemt – de gør i virkeligheden os allesammen en kæmpe tjeneste.
Giver ingen mening
- Men tror du virkelig, at Anni vidste, hvad hun sagde ja til, ville en tilhører vide.
- Ja, på sit niveau. Hun må jo så meget andet - blive fuld, blive gravid, blive gift, skilt og ja, gå i fjernsynet. Det giver ikke mening for mig at sige, hun ikke må.
- Og især efter det andet program kunne Anni sige - de snød mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at beholde mit barn. Og man får en forståelse af, at Anni er en af dem, der ikke skal ha' børn, og det ved hun godt.
- Men når det gælder folk, der ikke kan overskue konsekvensen af deres handlinger. Har du ret til at udstille deres privatliv, spurgte en anden.
- Det skal jo bære gribende, dragende, dramatisk, og de bestemmer altså selv, at de vil være med. Vi skal tage os ordentligt af de mennesker – men ligefrem holde dem ude af medierne...?
Pædagogernes opgave?
- Jeg har også lavet seks halvtimes-programmer fra et ret kaotisk børnehjem, hvor de stak af, rendte og bankede andre nede i byen og røg hash. Programmerne viste, hvad det var for et sted. Og de ansatte havde modet til at vise, at sådan er den verden også.
- Og hvis I ikke selv tør det, kommer I aldrig på samme måde til at få folk til at forstå, hvad I egentlig arbejder med.
- Jeg har selv castet deltagere til Robinson, og jeg ved, at folk kan være parate til at lade et tv-hold komme ind og pisse på deres seng, hvis bare de kommer i fjernsynet og kan blive kendte, fortalte medierådgiver Jeppe Søe og spurgte, om ikke det var pædagogernes opgave at være på beboernes side, når det gjaldt medieoptræden?
- Jo, når det gælder børn, svarede Lars Høj. Men min pointe er, at I aldrig får synliggjort jeres forhold – og vi andre får aldrig forståelse for dem, hvis ikke I lader folk træde frem.
En anden tilhører fra salen pegede på store etiske problemer i, at en sag, der ville være fremragende til efteruddannelse for fagpersoner, blev gjort til kaffeunderholdning.
- Det er over min grænse, for lille Jørn og lille Mads vokser op, og mange folk kan huske de udsendelser i mange år efter.
- Men skulle vi da holde det skjult, lød Lars Højs modspørgsmål. Giver det mening? Hvorfor ikke fortælle Verden, hvad der foregår?
Ikke følelsesporno
- Vi kan nu sagtens have en offentlig debat om, hvordan vi håndterer fjernelsessager uden at sætte ansigter på. Du går meget tæt på, er det nødvendigt, lød det igen.
- Ja, hvis man vil ha' en million mennesker til at se det, så det ikke er en debat, der kun foregår i snævre kredse, svarede Høj.
Forstander på Landsbyen Sølund, Maurits Eijgendaal, bidrog med at gøre rede for en åben mediestrategi på sin store institution.
- De svage grupper har også en form for ytringsfrihed – på deres måde. Det minder lidt om debatten her i Skanderborg, hvor en radikal i byrådet mente, det var noget svineri, at vores beboere går til prostituerede.
- Det endte nu meget godt, for skal det forbydes for vores beboere, skal det vel forbydes for alle mennesker? Det er lidt ligesom med medierne. Man skal ikke vise alting, men turde – ha' mod til at tro på, at de mennesker kan fortælle for sig selv.
En kvindelig konferencedeltager satte et klart skel mellem følelsespornografi og så de mere oplysende dokumentarer - og placerede 'Er du mors lille dreng'-programmerne i den sidste kategori.
- Vi skal være glade for den saglige form, for efter de udsendelserne er hylekoret, der sagde 'der bliver tvangsfjernet alt for mange børn' faktisk blevet erstattet af, at flere ved, at der er grund til at fjerne børn, og at der burde fjernes flere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.
