Syv års unødig trætte

Med anklagemyndighedens beslutning om ikke at gå videre med Meld-/Feld-sagen, som vi derfor nu ved, slet ikke var nogen sag, står det syv år lange forløb tilbage som et fejslagent stormløb på en uskyldig mand.

Det er overflødigt at oprulle, hvad forløbet har betydet for både Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, det har modstandere både indenfor og udenfor partiet demonstreret løbende. Des mere kritisk er det, når det nu viser sig, at anklagemyndigheden ikke selv har så stor tiltro til sin egen sag, at man vil følge den til dørs.

Et stort principielt problem. Ingen er hævet over loven, men heller ingen skal udsættes for urimelige retsskridt, i tidligere udgaver af retsplejeloven kaldt “unødig trætte”. Det gælder i særdeleshed folkevalgte, hvilket er årsagen til, at de er beskyttet mod retsforfølgning af en parlamentarisk immunitet, der kun kan ophæves ved konkret beslutning i de organer, de er valgt til.

Vi så senest et eksempel, da et flertal i Folketinget afviste at ophæve immuniteten for  tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i sagen om hans ellers selverkendte brud på sin tavshedspligt. En skånsomhed, som ingen i løbet af de syv år mente, at Morten Messerschmidt fortjente. Han har så til gengæld rettens ord for at være uskyldig, og det er nok af hensyn til eftermælet bedre end bare at være blevet reddet af kollegerne.

Siden Nyrups ubetænksomme stueren-bemærkning har det været en del af Dansk Folkepartis selvforståelse, at man som parti var dømt ude af det gode selskab, og Meld-/Feld-sagen lagde den selvforståelse oveni, at man tillige blev forfulgt i og af EU for ikke at dele den fælleseuropæiske begejstring. Man behøver ikke være enig i hverken den første eller den anden udlægning for lidenskabsløst at kunne konstatere, at begge har fået et kraftigt boost under sagens udvikling og ikke mindst dens afvikling her til sidst.

Den første byretsdom gik Messerschmidt imod, men dommeren havde tankeløst gjort sig inhabil, så sagen skulle gå om. Hjemvisningen fik derfor karakter af en ankesag, selv om det stadig var i byretten, og der blev da også fremlagt nye beviser og afhørt andre vidner end i den første retssag.

Derfor kan man ikke uden videre konkludere, at den første dom var forkert, ud fra det der blev fremlagt dengang, og da slet ikke at den senere bortdømte dommer foruden at være inhabil også var forudindtaget. Men kønt har det ikke været. Hverken i udførelsen eller retssikkerhedsmæssigt.

Efter at frifindelsen nu står ved magt, er bundlinjen, at sagen var et uberettiget indgreb fra en udøvende myndighed i en demokratisk valgt persons politiske virke. Noget vi ikke plejer at se mildt på, hvis det foregår i andre lande.