Tålmodighed og hjælp - i stedet for mere kontrol

Af Stig Langvad, Bettina Post og Kim Simonsen

Arbejdsmarkedskommissionen har talt: Jagten på de 50.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede, som skal finansiere den danske velfærd, kan gå i gang. Og selvom regeringen siger, at reformer må udsættes, så peger sigtekornet stadig på fleksjobberne og førtidspensionisterne, som er de eneste af de vælgergrupper, der er i spil, som ikke er i stand til at yde en stærk og samlet modstand.

Et centralt punkt i Arbejdsmarkedskommissions anbefalinger handler om at gøre noget ved udviklingen på førtidspensionsområdet. Førtidspension tilkendes i stigende grad mennesker med psykiske lidelser, som er under 40 år gamle. Kommissionen anfægter, at det kan have sin rigtighed, at disse yngre medborgeres lidelser kan være varige. Kommissionen vil ændre processen forud for tildeling af førtidspension således, at et såkaldt 'udviklingsforløb', som skal påvirke arbejdsevnen positivt, bliver obligatorisk.

Det er vigtigt at slå fast, at ingen i dag får tilkendt førtidspension uden, at det er dokumenteret, at arbejdsevnen er varigt nedsat til det ubetydelige. En særlig udfordring består dog i forhold til de mange med psykiske lidelser, der får tilkendt førtidspension.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) påstår i den netop udsendte publikation 'Rundt om førtidspension', angiveligt med sagkundskaben i ryggen, at et stort antal mennesker, der lider af depression og andre tunge lidelser, kan helbredes. Helbredelse af psykisk syge forudsætter imidlertid - ifølge den samme sagkundskab - en meget tidlig behandlingsindsats. Mange af de psykisk syge, der får tilkendt førtidspension, har været syge siden de var børn, og har ikke fået tilstrækkelig behandling. Som konsekvens er deres lidelser blevet væsentligt mere invaliderende, end de behøvede at være.

Tilbud inden fire uger??
For voksne, der får psykiske lidelser, hedder det, at der skal iværksættes behandling indenfor fire uger. Dette behandlingstilbud er i dag ikke-eksisterende. 75 procent af alle, der lider af angst eller depression, får simpelthen ikke tilstrækkelig behandling. Så hvad vil beskæftigelsesministeren gøre for at sikre den helbredende behandling? Og hvor er sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K) henne i den diskussion? Har han tænkt sig at sætte noget i værk for at hjælpe sin kollega?

Når det er sagt, så er der nogle positive takter i udviklingsforløbene, som kan danne basis for en forbedret indsats overfor mennesker, der har en forventet langvarigt psykisk eller fysisk nedsat arbejdsevne: Sygemeldte ledige, personer med langvarigt ophold på ledighedsydelse eller kontanthjælp, som skal have et alternativ til førtidspension, og førtidspensionister, der efter en årrække får mod til at prøve kræfter med hel eller delvis selvforsørgelse, og som i den forbindelse har brug for hjælp.

DH, DS og HK har sammen skabt et bud på en løsning, som vi kalder 'Aktiv udviklings- og rehabiliteringsindsats', og som har en række fællestræk med kommissionens forslag. Afgørende forskelle er dog, at vi insisterer på, at ydelsen undervejs i forløbet svarer til dagpengeniveau, og at arbejdsgiverne skal forpligtes til at deltage i samarbejdet. Vi er desuden uenige i, at det skal være et obligatorisk forløb før tilkendelse af pension.

Risiko for isolation
Målgruppen for den aktive rehabiliteringsydelse er personer, som er ramt af langvarig fysisk eller psykisk sygdom, men som har en god prognose på lang sigt. For dem skal der etableres en mulighed for at iværksættes et forløb, der rummer en individuel social, helbredsmæssig og beskæftigelsesmæssig indsats. Sundhedsområdet skal meget aktivt på banen i samarbejdet, og forløbet skal iværksættes så tidligt som muligt og med en fast kontaktperson, som har til opgave at bevare overblikket og iværksætte konkrete initiativer samt sikre, at alle involverede arbejder i samme retning. Her er det afgørende, at de krav, der stilles, er nøje afstemt med de ressourcer, den sygdomsramte har.

Det er nødvendigt at sikre, at udviklings- og rehabiliteringsforløbet foregår på et ydelsesniveau, så det er muligt at bevare en rimelig tilværelse både i forhold til bolig, forsørgelse og social aktivitet. Ikke mindst for psykisk syge er det vigtigt, at der er et råderum til sociale aktiviteter, da faren for isolation er overhængende. Vi foreslår derfor en 'rehabiliteringsydelse' på niveau med dagpenge, og at den tidsbegrænses til fem år. Merudgiften vil være begrænset, da mange i målgruppen i forvejen modtager forskellige former for overførselsindkomster - ofte i meget lange perioder.

Tålmodighed og hjælp
Som noget helt afgørende er det en forudsætning for, at modtagere af rehabiliteringsydelse på sigt kan genindtræde på arbejdsmarkedet, at der skabes et tæt og forpligtende samarbejde mellem jobcentret, de sygdomsramte og arbejdsgiverne med henblik på at åbne nye døre til arbejdspladserne. De danske arbejdspladser står ikke ligefrem i kø for at beskæftige eksempelvis unge med psykiske lidelser. Det er således helt urealistisk at forvente, at mange af dem, der under de nuværende regler kan tilkendes førtidspension, vil kunne finde en plads på arbejdsmarkedet uden, at der er arbejdet ihærdigt for at engagere arbejdspladserne i at åbne dørene - også selv om der er finanskrise.

Et ansættelsesforhold har altid bestået af to parter, og det er altså ikke tilstrækkeligt, at vi kun skaber incitamenter og iværksætter indsatser overfor den ene part.

Lad os i fællesskab bakke op om en løsning, som bygger på en tiltro til, at mennesker med langvarig nedsat arbejdsevne ikke har noget større ønske end at være en del af arbejdsstyrken. En løsning, hvor kontrol erstattes af tålmodighed og hjælp - og af tillid til både borgere og ansatte. Det vil ikke skaffe 50.000 flere i arbejde, men måske en tiendedel. Resten skal findes hos de raske og rørige.


Stig Langvad, fmd. f. Danske Handicaporganisationer (DH), Bettina Post, fmd. f. Dansk Socialrådgiverforening (DS) og Kim Simonsen, forbundsformand for HK.