dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Tab ved skattesvindel vokser med nye milliarder

Skat har tabt 3,2 mia. kr. mere end antaget til svindel med udbytteskat. Sørgeligt, siger minister

Skat har gennemgået sagerne om ulovlig refusion af udbytteskat og fundet svindel for yderligere flere milliarder kroner, oplyser Skat på sin hjemmeside. En gennemgang af udbytterefusionerne viser, at det samlede, formodede tab øges med 3,2 mia. kr. til 12,3 mia. kr.

- Det er sørgeligt, at den danske statskasse - og dermed alle de lovlydige skatteborgere - er blevet svindlet for så voldsomt et beløb. Vi har hele tiden vidst, at det endelige svindelbeløb kunne vokse yderligere, og det er så desværre blevet bekræftet nu. Det eneste, jeg kan glæde mig over, er, at vi nu kan sætte et punktum for den her sag, skriver skatteminister Karsten Lauritzen (V) i meddelelsen.

Skat oplyser, at Bagmandspolitiet i samarbejde med andre politistyrker har indefrosset 2,1 mia. kr. på udenlandske bankkonti, der mistænkes for at stamme fra svindlen.

Svindlen er foregået i årevis, hvor Skat ikke har kontrolleret anmodninger om refusion af skat på udbytter på aktier. Det har tilladt svindlere bare at sende anmodninger ind og få penge udbetalt.

Efter svindlen blev opdaget har Skat gennemført en større undersøgelse. Samtidig er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), det såkaldte bagmandspoliti, gået ind i sagen.

- Bagmandspolitiet gør en stor indsats, og så må vi håbe på, at deres gode politiarbejde giver pote. Det er selvfølgelig vigtigt, at de skyldige i dette svindelnummer bliver stillet for en dommer, skriver Karsten Lauritzen.

SØIK fortæller, at man fortsat efterforsker sagerne intenst.

- Efterforskningen har til formål at undersøge muligheden for, at så mange af pengene som overhovedet muligt kan komme retur til den danske statskasse og om der er grundlag for, at nogen strafferetligt kan drages til ansvar. SØIK har fortsat særdeles stor fokus på sagen, men af hensyn til sagens efterforskning er der på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger, der kan deles med offentligheden, skriver statsadvokat Morten Niels Jakobsen i en kommentar.

Ritzau

 

Fakta: Sådan gik det til

  • Ifølge Skat er svindlen sket i perioden 2012-2015.
  • Et større organiseret netværk af selskaber i udlandet har søgt om at få refunderet udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.
  • Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 pct.
  • Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat uden at have ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.
  • Ifølge Skat er det lykkedes svindlerne at hive 12,3 mia. kr. ud af den danske statskasse på den måde.
  • I 2015 havde Skat i alt 33.638 sager om udbytteskat. Samme år formodes det, at netværket af selskaber har indsendt 900 anmodninger.


Kilde: Skat

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/tab-ved-skattesvindel-vokser-med-nye-milliarder

GDPR