
I Retten i Lyngby nåede sagen om EU-svig og dokumentfalsk mod Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt mandag tilbage til den person, der startede hele sagen i 2015, nemlig tidligere europaparlamentsmedlem for Dansk Folkeparti Rikke Karlsson.
I 2015 meldte hun sig pludselig ud af DF og pegede på mistænkelige forhold i EU-partialliancen Meld, som Morten Messerschmidt var formand for. Hun fortæller, at hun første gang hørte om Meld i 2015, da Morten Messerschmidts personlige assistent, Søren Peter Jensen, kom ind på hendes kontor.
- Det var fuldstændigt nyt for mig, hvad Meld var. Som jeg husker det, kom Søren Peter Jensen ind på mit kontor og sagde, at jeg skulle skrive under på en mødedeltagelsesliste for en fond. Jeg sagde, at jeg ikke ville skrive under på noget, jeg ikke vidste, hvad er. Så sagde han, at så får vi ikke nogen penge. Men det kunne jeg jo ikke gøre for, fortalte hun i retten.
Bestyrelsesmedlem uden at vide det
Først noget senere, da en journalist fra Ekstra Bladet oplyste hende om det, fandt hun efter eget udsagn ud af, at hun stod som indmeldt i bestyrelsen i Meld. Rikke Karlsson mener, at hun er blevet indskrevet i Meld uden sit vidende og har tidligere anklaget Morten Messerschmidt for identitetstyveri.
Meld var en alliance af EU-kritiske partier, der modtog penge fra EU til deres arbejde. Morten Messerschmidt var formand.
Over det følgende halvandet år kom det frem, at der var tilgået millioner af kroner fra fondene til DF-aktiviteter, der ikke havde nok at gøre med EU til, at der måtte bruges EU-penge på dem. Det er endt med en tiltale mod Morten Messerschmidt for EU-svig og dokumentfalsk for - ifølge anklagemyndigheden - som formand for Meld at have opdigtet en EU-konference og fået støtte til den, uden at den fandtes i virkeligheden.
EU-konferencen skulle ifølge Morten Messerschmidts forklaring have ligget samtidig med Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2015.
DF-toppen afviser Meld-arrangement
Rikke Karlsson vidnede i retten, at der intet Meld-arrangement var på mødet, og siger, at hun ville vide det, fordi hun i samme periode var meget optaget af Meld efter at have opdaget, at hun var med i det mod sin vilje.
- Nej, der blev ikke afholdt en Meld-konference i de dage. Ikke mig bekendt. Jeg havde stillet mange spørgsmål om fondene og havde meget svært ved at få svar. Så der var på ingen måde noget på sommergruppemødet, der mindede om et arrangement med Meld. Det havde jeg husket, siger Rikke Karlsson i retten.
Tidligere mandag blev også de to DF-topfigurer, partiformand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup afhørt. Begge fortalte, at der ikke var en særskilt EU-konference som del af partiets sommergruppemøde i 2015.
Begge understregede, at der blev diskuteret EU-stof, og at Morten Messerschmidt fortalte om arbejdet i parlamentet, men ikke som noget særskilt punkt eller program, der skulle udgøre et EU-arrangement.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.