AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

To midlertidige direktører på plads i Næstved

Efter afgangen af to topchefer har Næstved Kommune indsat midlertidige løsninger i direktionen.

NÆSTVED: Næstved Kommune har sat midlertidige kræfter ind i direktionen, efter at kommunens øverste ledelse blev halveret i december. Fyringen af kommunaldirektør Camilla Nowak og afgangen for direktør for sundhed og ældre Jakob Bigum Lundberg, der 1. december skiftede til Køge Kommune, efterlod nemlig kommunen med blot to direktører.

Derfor har kommunalbestyrelsen nu valgt midlertidige løsninger, mens arbejdet med at finde permanente profiler går i gang.

Det betyder bl.a., at kommunen nu har udpeget en midlertidig kommunaldirektør. Det er et velkendt ansigt, Willy Feddersen, som indtil videre overtager den øverste administrative ledelse i Næstved Kommune.

Han har siden 1. november 2023 været ansat som direktør i kommunen med ansvar for Center for Teknik og Miljø, Center for Ejendomme og Indkøb samt Center for Kultur og Borgerservice.

Ifølge kommunen ventes rekrutteringen af en ny kommunaldirektør igangsat i løbet af januar, og både den nye kommunaldirektør og en permanent direktør for sundhed og ældre forventes at være på plads inden sommerferien.

På byrådsmødet tirsdag aften blev der også fundet en midlertidig direktør for ældre- og sundhedsområdet. Valget er faldet på Charlotte Markussen, der allerede tirsdag tiltrådte den midlertidige stilling.

"Charlotte Markussen har mange års direktørerfaring fra politisk styrede organisationer, som blandt andet tæller både centraladministrationen og forskellige kommuner i hovedstadsområdet. Hun har bred indsigt i alle velfærdsområder og bred erfaring på voksenområdet – og har særlig interesse for og indsigt i sundhedsområdet," skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Charlotte Markussen overtager ansvaret for sundhed, ældre, arbejdsmarked samt handicap og psykiatri, indtil en permanent direktør er på plads.

ap

 

 

 

 

 
 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/to-midlertidige-direktoerer-paa-plads-i-naestved

GDPR