
Da formanden for Socialdemokratiet i Frederikshavn, Danni Nikolajsen, stod op i morges, tjekkede han straks sin mail for at se, om der inden fristens udløb var indløbet nye kandidater til at afløse Birgit S. Hansen som partiets borgmesterkandidat.
Det var der ikke, oplyser han til DK Nyt. Dermed står det klart, at der bliver to navne at vælge imellem, når partiet om to uger sætter gang i en urafstemning.
Den ene kandidat er Anders Brandt Sørensen, tidligere byrådsmedlem i 2013-2021, hvor han var formand for to udvalg, hvorpå han overraskende sagde nej til at genopstille. Den anden er Tina Kruckow, som med 36 år er byrådets yngste, og som bl.a. sidder i økonomiudvalget.
En tredje kandidat har tidligere meldt sig, men siden trukket sig igen.
Borgmesterens favorit
Anders Brandt Sørensen har fået den bedst tænkelige start på valgkampen: Borgmester Birgit S. Hansen melder nemlig i dag ud på Kanal Frederikshavn, at hun peger på ham.
- Han har otte års erfaring fra byrådet og har været udvalgsformand i alle otte år. Han kender betydningen af miljø, vækst, arbejdspladser og erhvervspolitik. Han er desuden optaget af velfærd og fordelingspolitikken - at de bredeste skuldre må bære - og dermed også af samarbejde. Han er også et foreningsmenneske, og jeg ved, at han kan arbejde hårdt, siger Birgit S. Hansen.
Hun understreger, at hun naturligvis hylder den demokratiske proces, hvor medlemmerne vælger deres spids, men at hun svarer, når hun bliver spurgt.
De næste to uger vil der blive holdt nogle medlemsmøder, hvor medlemmerne kan møde de to kandidater, og derpå er der urafstemning 15.-31. maj.
Carsten Rasmussen stopper
Også i Lejre bliver der urafstemning om, hvem der skal være socialdemokratisk borgmesterkandidat.
Efter KV21 måtte daværende borgmester Carsten Rasmussen (S) afgive borgmesterposten til Venstres Tina Mandrup, og han har meddelt, at han ikke går efter den igen. "Jeg er nødt til at tage bestik af min dåbsattest og sige, at nu er det tid til, at andre får chancen", siger den 67-årige eksborgmester.
I stedet har to meldt sig, skriver sn.dk: Rikke Zwisler Grøndal og Sine Gormsen, som begge sidder i kommunalbestyrelsen. Rikke Zwisler Grøndal har været medlem i sammenlagt 12 år og er til daglig faglig konsulent i Teknisk Landsforbund, mens Sine Gormsen er i gang med sin første periode og er ansat som chefkonsulent og faglig koordinator i Københavns Kommune.
Urafstemningen løber fra 2. til 16. maj, og resultatet offentliggøres 18. maj.
Genvalg i Høje-Taastrup
Og endelig til Høje-Taastrup, hvor Peter Faarbæk er blevet genvalgt som socialdemokratisk spidskandidat. Det skriver sn.dk.
De Konservative har siddet tungt på borgmesterposten siden 2006 og har absolut flertal, men Peter Faarbæk er alligevel optimist:
- Sidst lykkedes det os for første gang i mange år at få fremgang og fravriste det borgerlige flertal i kommunen to mandater. Dermed er det ikke længere urealistisk med et politisk skifte i kommunen, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.