
Nordsjælland får motorveje, nordjyder får endnu en Limfjordsforbindelse, København får støjbekæmpelse, og Vejle får sin togbane til Billund. Til gengæld kommer der ikke hurtigere togforbindelse mellem Danmarks største byer i denne omgang.
Det er hovedpunkterne i den trafikplan til 112 mia. kr., som regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede her til formiddag i Trafikministeriet. Planen, som rækker frem til 2030, afsætter penge til både veje, tog og cykeltrafik.
Aftalen sikrer 3,4 mia. kr. til en forlængelse af Frederikssundmotorvejen og yderligere en mia. kr. til en forlængelse af Hillerødmotorvejen. Byggerierne skal gennemføres fra 2021 til 2030.
Udvidelse af E45
I den forbindelse bliver der også afsat penge til øget kapacitet på Motorring 3 og en udvidelse af den nordlige del af Ring 4.
Planen sætter penge af til en Ring 5 ved hovedstaden, ligesom en helt ny motorvej mellem Haderslev og Give - en del af den såkaldte Hærvejsmotorvej - også er med i planen.
Pendlere i det østjyske kan se frem til en udvidelse af motorvejen rundt om Aarhus og stykket af E45 mellem Skanderborg og Vejle og rundt om Kolding.
Pendlere, som er vant til køer på den fynske motorvej ved Odense Vest, kan se frem til mere plads på vejen, og på Fyn kan de også glæde sig over, at den annoncerede bane over Vestfyn fastholdes.
- Med planen får vi 450 kilometer mere vej - nye veje eller udbygninger af eksisterende veje. Det skal være med til at binde Danmark bedre sammen. Desuden har vi sikret en god balance mellem bedre kollektiv trafik og flere veje, så det bliver lettere og hurtigere at komme frem både med tog, i bil og på cykel, siger finansminister Kristian Jensen (V), som understreger, at planen også rummer initiativer for i alt 70 mia. kr. til den kollektive trafik.
Central togforbindelse mellem Vejle og Billund
Der skal bygges ny togbane over Vestfyn, og der kommer tog fra Vejle til Billund, og i Nordjylland kan man endelig se frem til en tredje Limfjordsforbindelse.
Togforbindelsen mellem Vejle og Billund har været central for Dansk Folkeparti, ligesom partiet har arbejdet målrettet for at stoppe planerne om en ny togbro over Vejle Fjord.
I forrige uge sprang Dansk Folkeparti fra trafikforliget med S, R, SF og EL. Det blev indgået tilbage under Thorning-regeringen, og det havde togfonden med den såkaldte timemodel - en time mellem landets største byer i tog - som omdrejningspunkt.
Timemodel-planen forudsatte blandt andet Vejle Fjord-broen, som har udløst store protester fra naturelskere og beboere i området. Med den nye plan sættes der en stopper for det projekt, selvom der er gennemført VVM-redegørelser, ligesom staten har eksproprieret huse ved fjorden - de kan nu formentlig sælges igen.
Fremtidens biler er grønne
- For Dansk Folkeparti er det afgørende, at Danmark hænger sammen. Derfor har det været vigtigt for os at prioritere både skinner og asfalt. Vi har prioriteret realisme og nærhed. Realisme i forhold til økonomien og nærhed i forhold til at sikre, at hele Danmark prioriteres med denne aftale. Vi har ikke kun disponeret penge til nye skinner og nye veje. Vi afsætter også 1,9 mia. kr. ekstra til vedligehold af de veje, vi allerede har, siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, som gør opmærksom på, at finansieringen af timemodellen ikke længere eksisterer på grund af faldende oliepriser.
- I givet fald skal man ud og finde dem på Finansloven, og held og lykke med at fortælle Hr. og Fru Danmark det, sagde han på formiddagens pressemøde.
En del af rammen er ikke udmøntet endnu, men kan bruges til flere projekter senere.
Trafikminister Ole Birk Olesen (LA) afviste desuden, at trafikplanen er et skridt i den forkerte retning i forhold til grøn omstilling med større fokus på veje frem for tog.
- Fremtidens biltrafik er grøn. Og 90 pct. af transporten foregår i dag på vejene, og det må vi forholde os realistisk til.
Ny infrastruktur:
- Tredje forbindelse over Limfjorden: 6,6 milliarder kroner. Første fase igangsættes i 2024.
- Kalundborgmotorvejens tredje etape: 1,8 milliarder kroner. Første fase igangsættes i 2023.
- Frederikssundmotorvejens tredje etape: 3,4 milliarder kroner. Første fase igangsættes i 2022.
- Anlæg af motorvej fra Næstved til Rønnede (Rute 54): 1,5 milliarder kroner. Første fase igangsættes 2024.
- Ny midtjysk motorvej fra Haderslev til Give: 5,8-7,5 milliarder kroner. Første fase igangsættes 2023.
- Ny togbane over Vestfyn: 4,8 milliarder kroner. Første fase igangsættes 2024.
- Sydlig Ring 5 vest for København: 6,5 milliarder kroner. Anden fase igangsættes 2025-2030.
Derudover rummer planen udbygning af eksisterende infrastruktur. Det gælder blandt andet:
- Udvidelse af motorvej E45 mellem Aarhus S og Aarhus N.
- Udvidelse af motorvej E45 mellem Vejle (Hornstrup) og Skanderborg S.
- Udvidelse af motorvej E20/E45 Kolding V-motorvejskryds (MVK) Kolding.
- Udvidelse af motorvej E20 syd om Odense.
- Øget kapacitet på Motorring 3 ved København.
- Udvidelse af Hillerødmotorvejen, M3 til Ring 4 (begge retninger).
- Udvidelse af Ring 4 (nordlig del).
- Opgradering til motorvej af Hillerødmotorvejens forlængelse.
- Opgradering til motorvej omkring Herning.
- Hastighedsopgradering, Ringsted-Odense.
Kilde: Regeringen.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.