
Tre ministre er tirsdag vært for et såkaldt topmøde på Marienborg om unge uden uddannelse og arbejde. Det skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.
Topmødet er første skridt i et nationalt partnerskab kaldet Ungeløftet, der blev politisk besluttet i oktober sidste år.
Partnerskabet er et samarbejde mellem regeringen, virksomheder, kommuner og civilsamfundsorganisationer, der sammen skal finde løsninger til at få flere unge i arbejde.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er blandt de tre ministre, der er vært for topmødet.
- Jeg er fyldt med håb i dag, hvor vi kickstarter det store, fælles løft af vores unge mennesker, som vi endnu ikke er lykkedes med at få med, siger hun i pressemeddelelsen.
- Alle fortjener at være en del af et fællesskab og den myndiggørelse, det giver at have et arbejde med kolleger og ansvar.
Ud over Halsboe-Jørgensen deltager økonomiminister Stephanie Lose (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i mødet på Marienborg.
Marienborg er statsminister Mette Frederiksens (S) embedsbolig, men hun ventes ikke at deltage, da hun tirsdag besøger Berlin, Paris og Bruxelles.
Stigende antal
Unge under 25 år, der hverken er i uddannelse eller i job, blev i statsministerens nytårstale i 2023 omtalt som regeringens "vigtigste opgave".
Dengang - ved udgangen af 2022 - var der omkring 42.000 unge mellem 15 og 24 år i den gruppe. Det tal steg i 2023 til knap 43.000.
Gruppen har længe været et politisk fokus. Senest blev der i oktober indgået en politisk aftale, hvor der blev afsat 1,3 milliarder kroner frem mod 2035 til at få flere af de unge i job eller uddannelse.
En del af pengene skulle blandt andet gå til at styrke indsatsen for unge med psykiske og sociale problemer.
Ved mødet på Marienborg tirsdag deltager en række virksomheder som McDonald's, ISS og Lidt samt repræsentanter fra civilsamfundet, arbejdsmarkedets parter og Kommunernes Landsforening (KL).
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.