- Kommunerne er klar til at tage et medansvar for genopretningen af dansk økonomi, men vi tager for givet, at regeringen står ved sit ansvar for de besparelser, som i de kommende år vil ramme kommunerne og kan blive mærkbare for borgerne.
Sådan siger KL's formand Jan Trøjborg i en kommentar til regeringens udmeldinger om de kommende års økonomiske politik.
Regeringen har i går fremlagt sin plan for, hvordan nulvækst i den samlede offentlige sektor i de kommende år skal gennemføres. Meldingen fra regeringen er klar: Kommunerne skal i 2012 og 2013 spare fire milliarder kr., og det forventes at betyde afskedigelser for ca. 8.000 medarbejdere.
- Vi har længe efterspurgt, at regeringen bliver mere skarp på konsekvenserne af den annoncerede nulvækst. Det må man sige, at den er blevet med dagens melding. Men vi forventer, at regeringen er klar til at tage et medansvar for at udpege de områder, hvor besparelser er uundgåelige. Det vil vi forpligte regeringen på i sommerens og de kommende års økonomiforhandlinger, siger Jan Trøjborg.
- Jeg vil samtidig understrege, at når statsministeren hævder, at besparelserne først vil indtræde fra 2012, så har han fået noget galt i halsen. Nulvækst i 2011 er ikke det samme som uændret service, og statsministeren taler jo ud over sundhed også om behov for en merindsats til uddannelse og svage grupper. Det betyder et yderligere pres på de andre store såkaldte normalområder. Mange kommuner er allerede nu presset ud i sparerunder, bl.a. på grund af udgiftspres på det specialiserede socialområde, og fordi antallet af ældre stiger. Den udvikling forsvinder ikke af sig selv til næste år.
Regeringen foreslår flerårsaftaler om kommunernes økonomi i stedet for de traditionelle ét-årige aftaler.
- I KL er vi åbne overfor at drøfte det i forhandlingerne med regeringen. Det vil kunne give kommunalbestyrelserne bedre muligheder for at langtidsplanlægge. Men hvorvidt vi kan indgå en sådan aftale om det med regeringen afhænger helt af aftalens indhold og vilkår, siger Jan Trøjborg.
Når kommunerne i de kommende tre år skal spare fire mia. kr. og skære 8.000 job, vil det gå hårdt ud over den borgernære service, citerer Jyllands-Posten en række borgmestre for.
Sparekravet til kommunerne er et led i en omprioritering, der skal skaffe flere penge til sygehusene uden at øge de offentlige udgifter.
Foruden kommunernes besparelser på fire mia. kr. skal staten finde seks mia. kr. på sit budget. Spareplanen vil barbere kommunernes samlede budget fra 230 til 226 mia. kr. og reducere antallet af ansatte til ca. 442.000.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V): Jeg bilder mig ikke ind, at det kan gøres, uden at det kan mærkes. Men jeg bilder mig ind, at med et langt varsel og den store ansvarsfølelse, der er i kommunerne, så er der en stor interesse i at lave tilpasningerne så lempeligt som muligt.
ka
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.