

Folketingsmedlem Mikkel Bjørn har forladt Nye Borgerlige og meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Det oplyser DF-formand Morten Messerschmidt på Twitter, og Mikkel Bjørn uddyber selv sin beslutning på Facebook.
Her fremgår det, at partiskiftet skyldes forbehold over for, at Lars Boje Mathiesen ser ud til at blive ny formand.
"Lad mig sige det ligeud. Lars er knalddygtig – og ingen kan som han udstille venstrefløjens misbrug af skatteborgernes penge, så de står afpillede tilbage. Men Lars er også en solorytter. Der efterlades ikke meget plads til samarbejde, konstruktiv dialog og fælles fodslag. Personen Lars ender indimellem med at fylde så meget, at partiets interesser og andre personer må vige," skriver han.
Truet med eksklusion
Ifølge Mikkel Bjørn har det været en forudsætning for at støtte Lars Boje Mathiesen som formand, at der var lydhørhed over for konkrete betænkeligheder vedrørende hans ledelsesstil og samarbejdsevner.
"Desværre har jeg ikke mærket, at disse bekymringer for alvor har rodfæstet sig. Snart sagt tværtimod," skriver han.
"Dette kulminerede på et møde for en uges tid siden, før Lars overhovedet havde meddelt sit offentlige kandidatur. Her skulle vi drøfte mulighederne i et fremtidigt samarbejde. Det endte med, at sekretariatschefen – med efterfølgende opbakning fra Lars Boje – meddelte mig, at hvis jeg ikke inden for to timer vendte tilbage med en besked om utvetydig opbakning til Lars Boje Mathiesen som formand – så var det en mulighed, at jeg blev ekskluderet fra både gruppen og partiet", skriver han.
Undskyldning på vegne af Vermund
Mikkel Bjørn tilføjer, at han dagen efter fik en undskyldning fra sekretariatschefen på vegne af Pernille Vermund.
"Min grundlæggende konklusion er, at jeg ganske enkelt ikke kan se mig selv i partiet under Lars Bojes ledelse – hans øvrige evner og kompetencer til trods. Jeg er ikke overbevist om, at han kan skabe korpsånd og udstikke en fælles retning for partiet. Vel at mærke med plads til andre positioner end hans egen," skriver han.
I stedet har han valgt at melde sig ind i Dansk Folkeparti, som efter hans mening "har rejst sig fra asken – og som har fået redefineret sig med et nyt formandskab og en sammentømret folketingsgruppe".
Lars Boje: Han er en ung mand
Lars Boje Mathiesen afviser over for Ritzau anklagerne fra Mikkel Bjørn.
- Det er ikke en korrekt gengivelse af, hvad det var. Han er ikke blevet truet med at blive ekskluderet. Overhovedet ikke, siger han.
Han tilføjer, at "det er nogle gange sådan i moderne politik, at nogle sætter sig selv før en sag", og at Mikkel Bjørns afgang ikke er nogen stor krise i partiet. Han nævner flere gange Mikkel Bjørns alder.
- Han er en ung mand, skal man huske. Han er 27 år gammel og er lige blevet valgt ind i Folketinget, og så trækker hans partiformand sig tilbage. Det kan godt være overvældende, siger Lars Boje Mathiesen.
Partitop: Ikke eksklusion her og nu
Også Peter Seier Christensen, som var med til at stifte Nye Borgerlige og er en del af folketingsgruppen, siger efter et gruppemøde tirsdag til Ritzau, at Mikkel Bjørn ikke blev truet med eksklusion her og nu, men at det kunne være en mulighed i fremtiden.
- Det, vi talte om, var, at hvis Lars Boje blev valgt som formand, og han så på et senere tidspunkt ikke kunne bakke op om formandskabet, så kunne det selvfølgelig være en mulighed. Der har ikke været tale om, at hvis han ikke pegede på Lars Boje, eller hvis han selv valgte at stille op. Det er simpelthen ikke korrekt, siger han.
Mikkel Bjørn var selv af flere politiske kommentatorer blevet nævnt som en mulig kandidat til formandsposten, men han mener selv, at han har for begrænset parlamentarisk erfaring til at løfte opgaven.
Ungdomsformandskab går også
Også landsformanden og næstformanden for Nye Borgerliges Ungdom, Malte Larsen og Mitchel Oliver Vestergaard, har meldt sig ud af partiet, oplyser de tirsdag på Facebook.
"Min udmeldelse skyldes, at jeg ikke kan se mig selv i Nye Borgerlige med udsigt til Lars Boje Mathiesen som partiformand. Lars Boje er en knalddygtig og imponerende politiker, men jeg kan ikke se mig selv i et parti med Lars Boje som formand af både politiske og personlighedsmæssige årsager," skriver Malte Larsen.
"Politisk repræsenterer Lars Boje en liberal og individorienteret protestlinje i partiet, som er uforenelig med mit eget politiske kompas," skriver han og tilføjer, at Lars Boje har en "populistisk tilgang til politik, der sår mistillid til samfundets bærende institutioner" i stedet for at søge konstruktiv dialog. Desuden mener han ikke, at Lars Boje egner sig til at være formand og samle gruppen.
Mitchel Oliver Vestergaard skriver, at han de seneste dage har fundet over, hvilket projekt Lars Boje Mathiesen vil stå i spidsen for.
"Ultraliberalisme, systemkritik tenderende til sølvpapirshatisme – ja, sågar åndløshed og intellektsanæmi, og det går jo begribeligvis ikke," skriver han og efterlyser et mere nationalkonservativt ståsted.
Fra seks til fire mandater
Med Mikkel Bjørns udmeldelse er Nye Borgerlige nu reduceret fra seks mandater efter folketingsvalget i november til nu fire. Den første, som forlod gruppen, var Mette Thiesen, efter at hendes kæreste ifølge partiformand Pernille Vermund havde truet og intimideret en medarbejder under valgfesten. Mette Thiesen har senere indgået et arbejdsfællesskab med Dansk Folkeparti.
Pernille Vermund meddelte forrige uge, at hun stopper som formand og ikke genopstiller ved næste valg. Lars Boje Mathiesen er indtil videre den eneste, der har meldt sig som formandskandidat.
Også den politiske næstformand Peter Seier Christensen forlader sin post ved et ekstraordinært årsmøde den 7. februar. Folketingsmedlem Kim Edberg Andersen har meldt sig som kandidat til den post, og mandag erklærede byrådsmedlem Rune Bønnelykke fra Vejle sig også som kandidat.
Ting man aldrig troede skulle ske. Verden viser os gang på gang, at noget man ellers tidligere ville have forsvoret,...
Posted by Mikkel Bjørn on Tuesday, January 24, 2023
Jeg er rigtig glad for, at Mikkel Bjørn Sørensen i dag har meldt sig ind i DF. Han har igennem sit politiske arbejde i mange år imponeret mig som en stærk national stemme i værdi- og udlændingedebatten. Jeg glæder mig til at byder ham velkommen i DF’s folketingsgruppe. #dkpol
— Morten Messerschmidt (@MrMesserschmidt) January 24, 2023
Artiklen er løbende opdateret
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.