
De Konservatives vælgerforening i Silkeborg ønsker alligevel ikke at indstille omstridte Pernille Weiss til genvalg som partiets spidskandidat til næste års valg til EU-Parlamentet. Det oplyser De Konservative til Altinget.
Fredag stod den lokale vælgerforening ellers bag en indstilling af Pernille Weiss sammen med vælgerforeningen på Fanø. Og da indstillingen var indsendt af vælgerforeningen i Silkeborg på vegne af begge vælgerforeninger, er hun nu ikke længere indstillet som spidskandidat, medmindre Fanø selv ønsker at indstille hende.
Jørn Ravn, der er formand for vælgerforeningen i Silkeborg, ønsker over for Altinget ikke at uddybe kovendingen. Han skriver i en sms til netmediet, at "vi er i dialog internt".
Med indstillingen fredag lagde de to vælgerforeninger op til, at partiets landsråd - og ikke partiets forretningsudvalg alene - i slutningen af september skal afgøre spørgsmålet om, hvem der bliver De Konservatives spidskandidat.
Beskyldt for dårligt arbejdsmiljø
I begyndelsen af sommeren i år lød det fra De Konservative, at man droppede Pernille Weiss som spidskandidat til næste års valg til EU-Parlamentet. Det skete som konsekvens af en intern undersøgelse, der ifølge partiet påviste et dårligt arbejdsmiljø under Weiss' ledelse.
- Vi har ikke fået forelagt undersøgelsen. Og det er bemærkelsesværdigt, at alle nuværende medarbejdere bakker Pernille op. Det er anklager fra tidligere medarbejdere, sagde Christian Lorenzen, gruppeformand på Fanø for De Konservative, til Ritzau fredag.
Han understregede, at der kan være mange forskellige motiver til, at tidligere ansatte går efter deres tidligere chef.
- Vi har ikke set noget, der diskvalificerer Pernille Weiss, tværtimod. Vi har forholdt os til, at hun har gjort det rigtig godt som europaparlamentariker, sagde han.
På baggrund af den interne undersøgelse opfordrede partiets formand, Søren Pape Poulsen, Weiss til at trække sig. Det var ikke en opfordring, hun imødekom.
De Konservative afholder landsrådsmøde i Herning 23. og 24. september.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.