Carl-Emil Larsen
Vandforsyninger lukker årligt ca. 100 boringer pga. pesticider. Af et svar fra Miljøminister Troels Lund Poulsen fremgår det, at landmændene i 2008 sprøjter markerne 50 pct. mere end i 2002. Derfor skal vi hurtigt indføre beskyttelseszoner på op til 300 m omkring vores boringer.
Behandlingshyppigheden er steget med ikke mindre end 25,4 pct. siden sidste år og med hele 50 pct. siden 2002. Med denne stigning er behandlingshyppigheden nu næsten dobbelt så højt som regeringens mål på 1,7. Seneste opgørelse af det danske pesticidforbrug (Bekæmpelsesmiddelstatistikken 2008) viser, at salget af pesticider er steget med 11 pct. Tallene peger på, at vi må handle hurtigt.
Seneste tal fra grundvandsovervågningen viser, at tilstanden af vores ressourcer gør det svært at flytte boringer væk fra et forurenet område. Derfor skal vi indføre obligatoriske beskyttelsesområder på op til 300 m omkring de boringer, vi har. Det har vi lavet en aftale med landbruget om, og vi håber, at regeringen nu indser alvoren i situationen og tager de nødvendige skridt til at effektuere den aftale.
DANVA og landbrug er tidligere i år blevet enig om at udlægge de sårbare områder omkring vandboringer til beskyttelseszoner, så der her kun må dyrkes pesticidfrit landbrug. Pesticider, der anvendes omkring boringer, kan lettere ødelægge indvindingsboringer. Udlægningen af obligatoriske beskyttelseszoner er langt billigere, og effekten er meget stor, set i forhold til generelle virkemidler.
Med Grøn Vækst har regeringen indtil nu kun været villig til at udvide de eksisterende 10 m beskyttelseszoner til 25 m. Det mener DANVA er langt fra nok. Foreningen mener, at beskyttelseszonerne - afhængig af geologiske forhold og indvindingens størrelse - skal strække sig op til 300 m.
Hvis vi skal rette op på de skader, vi har påført grundvandet, kan der kigges på de generelle virkemidler, men først og fremmest skal vi hurtigt iværksætte etableringen af obligatoriske beskyttelseszoner, sådan som både landbruget og DANVA er enige om.
Direktør Carl-Emil Larsen, DANVA
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.