'Åbent brev til alle politikere i Århus Byråd.
Så er det nok!
Vi kan konstatere, at vores socialchef har måttet fratræde sin stilling pga. manglende tillid fra Magistraten. Rådmanden har herved truffet en beslutning, der ikke tilgodeser hverken de udsatte børn eller de medarbejdere, der er sat til at forvalte opgaverne. Samtidig er der startet en proces, hvor enkeltpersoner ansat i Socialforvaltningen i fremtiden må kunne forvente at blive stillet til ansvar for fattigdom, social elendighed og dårlige opvækstvilkår for børn i dette land. Dermed er vores arbejdsplads blevet et meget utrygt sted at være ansat.
Vi forventer ikke at være fritstillet for ansvar. Vi siger heller ikke, at det ikke skal være muligt at rejse kritik eller drage konsekvenser af eventuelle alvorlige fejl. Men vi savner en sondring, mellem hvad der er deciderede fejl, og hvad der er forskellige vurderinger af, hvad der er det bedste for et givent barn. Vi savner kort sagt en nuanceret debat om, hvad der er en uacceptabel barndom i Dagens Danmark. Vi har vores faglige vurdering af dette, baseret på de vedtagne budgetter og det aktuelle socialpolitiske niveau, men hvis politikerne og befolkningen har en anden vurdering, skal vi selvfølgelig rette os ind efter det - i håbet om, at de nødvendige ressourcer så også følger med en sådan vurdering.
Vores vrede i den nuværende situation omhandler, at vi mener, at der er tale om et politisk spil, hvor en enkeltperson, og måske i fremtiden flere, må bøde for at have forsøgt at administrere de politisk udstukne linier indenfor de økonomisk givne rammer.
Rådmanden har med beslutningen om socialchefens fritstilling taget det endegyldige skridt til at tillade, at partipolitisk krigsførelse finder sted med Socialforvaltningen som slagmark. Vi er som medarbejdere blevet gidsler i en politisk kamp om borgmesterposten. Politikerne står - uanset partifarve - i kø foran kameraerne og mikrofonerne for at kappes om at nedgøre Socialforvaltningens arbejde. I hele denne proces bliver der konstrueret en virkelighed, som vi ikke kan genkende.
Det problematiske samspil, der i den seneste tids debat om enkeltsager i Socialforvaltningen har udspillet sig mellem politikere og dele af pressen, har længe sigtet imod, at der skulle rulle et eller flere hoveder. Gennem systematisk mistænkeliggørelse, bestemte vinklinger, fordrejninger og indimellem direkte usandheder, er der skabt en pressehetz mod vores område, hvor vi som medarbejdere udstilles som inkompetente, uansvarlige og uduelige. Vi har noteret os, at der i denne useriøse fremstilling ikke har været nogen interesse for en seriøs nuanceret debat om udsatte børns vilkår.
Vi oplever, at der er en generel nedgørelse og mistænkeliggørelse af offentligt ansatte, uanset om der er tale om politibetjente, sygeplejersker, læger, social- og sundhedshjælpere, lærere eller pædagoger i en sensationshungrende presses evige jagt på den "gode" skandalehistorie. Dette er åbenbart pressens dagsorden i Dagens Danmark, og vinklingen giver forargelsen gode vilkår i den offentlige debat. Men at politikerne ukritisk deltager i dette spil, udgør, vurderer vi, en stor fare for den enkelte borgers retssikkerhed og tilliden til demokratiet i særdeleshed.
Vi vurderer, at der er ved at blive opbygget en fejlfinderkultur, som sikkert vil resultere i standarder for "den gode barndom". Og det er vel at mærke standarder, som i høj grad er sat på baggrund af mediernes vinkling om at ville forarge og på baggrund af en trang til at postulere, at vi kan kvalitetssikre os ud af ulykkelige skæbner og svære livsvilkår.
Vi efterlyser politikere, der tør tage ansvar og på et visionært og sagligt grundlag vil medvirke til at debattere niveauet for velfærd i det danske samfund anno 2009.'
Med venlig hilsen Bentha Steffensen på vegne af medarbejdere på Socialcentrene i Århus Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.