Vi vil vide hvad der er blevet sagt

Der går en historie om Winston Churchill, der engang bare for sportens skyld skulle have spurgt en dame, om hun ville gå i seng med ham for en million pund? Ej, altså Mr. Churchill, svarede hun let fnisende - men jo, det ville hun vel. Ville De gå i seng med mig for fem pund? spurgte han så. Nu skiftede tonen: MISTER Churchill, hvilken slags kvinde tror De, jeg er, spurgte hun - og fik svaret: Det har vi jo konstateret, nu prutter vi bare om prisen.

I George Orwells roman 1984 hedder hovedpersonen også Winston, og han har det arbejde at sidde i et ministerium og omskrive historien og arkiverne løbende, så ingen nogensinde vil kunne bevise, at magthaverne har sagt eller gjort noget, der efterfølgende har vist sig forkert. Ministeriet hedder naturligvis Ministeriet for Sandhed, og foruden omskrivning af historien og arkiverne beskæftiger det sig med at kalde ting for noget andet, end de er. Nysprog kaldes det.

Den indledningsvise anekdote tilskrives foruden Churchill også så forskellige personer som George Bernard Shaw og Groucho Marx, så den er formentlig fiktion, ligesom 1984-romanen er. Alligevel er begge gode at få forstand af. Førstnævnte handler om principper, sidstnævnte om principløshed.

Hvis man skal belyse noget nutidigt med ovenstående, så kunne man vælge statsminister Mette Frederiksens svar på et spørgsmål om, hvorfor hun ikke stoppede aflivningen af mink, da det går op for hende, at der ikke nogen lov, der giver hende ret til at forlange det. Et spørgsmål, der ganske rigtigt, som Mette Frederiksen selv konkluderede, har som forudsætning, at der er noget, der skal stoppes. "Det er jeg simpelthen ikke enig i", svarede hun.

Dermed er det konstateret, hvilken slags kvinde hun er, nemlig en der under visse omstændigheder vil lade formålet komme før lovligheden. Så mangler vi bare at prutte om, hvilke omstændigheder der skal til.

Noget andet nutidigt man kan belyse, er den bestræbelse, der er udfoldet i Justitsministeriet, hvorefter den ordre, der blev stukket ud om aflivning af alle mink, aldeles ikke må kaldes en ordre, fordi det bare var noget, som nogen sagde. En forklaring på samme troværdighedsniveau som Inger Støjbergs forsøg på at omadressere hendes Trump-punchline om at dræne sumpen til at være noget, som Ronald Reagan sagde en gang for meget længe siden.

Hvad der egentlig foregik i de timer og dage, da minkenes skæbne blev afgjort, og "hjemmelsudfordring" skiftede fra orwellsk nysprog til en del af hverdagssproget, har vi indtil videre ikke andet, der kan belyse, end den redegørelse som fældede fødevareminister Mogens Jensen. En redegørelse der alene bygger på, hvad der findes nedskrevet. En advokatundersøgelse vil bygge på det samme og derfor forudsigeligt ikke bidrage med meget, og en parlamentarisk undersøgelse, som De Radikale markedsfører intensivt, er bare en slap mellemting i forhold til en undersøgelseskommission. Hvilket helt åbenlyst fremgår af, at de partier der foretrækker en advokatundersøgelse, godt vil gå med til mellemtingen, men ikke den ægte vare.

Den ægte vare er bare uomgængelig, hvis man vil til bunds i sagen. I en undersøgelseskommission kommer embedsmændenes livsforsikringer på bordet, de skuffenotater som de har skrevet, når de har følt sig usikre på, om det de blev sat til, nu også var helt i orden. Så er det vigtigt for karrieren, at de kan henvise til noget, der er skrevet, mens det skete var i frisk erindring.

Hvad der skete, må ikke forblive i skufferne, så misforvaltningen får lov at passere med et juridisk skuldertræk. Vi vil vide, hvad der er blevet sagt.