Indbyggertallet falder fatalt i stribevis af landets yderområder i disse år, men samtidig vokser mange af yderområdernes større byer. Den udvikling skal mange flere kommuner udnytte mere målrettet til at gøre deres hovedbyer til vækstmotorer for hele kommunen, mener fonden Realdania, der står klar til over de kommende år at uddele 73 mio. kr. til en stribe kommuner.
De mange millioner skal gøre det muligt for kommunerne at udvikle især bymidten i de større byer, som kommunen vurderer kan sætte fut i udviklingen.
- En velfungerende hovedby har stor betydning for, at det stadigt er attraktivt at bo i yderområderne. Hvis hovedbyen falder, bliver det for alvor svært, siger filantropidirektør i Realdania, Anne Skovbro.
- De større byer i yderområderne har potentiale som dynamo i et større geografisk område. Men da også hovedbyerne udfordres af samfundsudviklingen, er det vigtigt, at kommunerne aktivt tager stilling til, hvad der skal skabe liv og aktivitet i bymidten, siger hun.
Yderområderne plages ikke mindst af ændret beboersammensætning med færre fødsler og mange ældre borgere. Samtidig forsvinder de traditionelle erhverv, indkøbsmønstrene ændrer sig mod placeringer af detailhandlen uden for bymidten og stadigt mere handel via nettet.
Kommunerne skal vise lederskab
Her skal politikerne turde at træde i karakter, lyder det fra professor Anne-Mette Hjalager fra Center for Landdistriktsforskning på Syddansk Universitet.
- Mange kommuner har ikke taget opgaven på sig, så mange hovedbyer rundt i kommunerne er i sørgelig forfatning med forfaldne huse og bycentre, der tømmes for butikker.
- Men kommunerne er nødt til at vise lederskab også i modgangstider. Det er jo langt fra sikkert, at den bedste placering for kommunen af en ny Lidl butik er den, som Lidl selv peger på, siger hun.
En af de trængte kommuner er Hjørring, hvis indbyggertal er blevet 3000 mindre siden kommunalreformen i 2007.
- Vi kan ikke investere os ud af problemerne, og vi kunne ikke bare lukke øjnene, siger borgmester Arne Boelt (S) om et langt sejt træk, som kommunens vigende befolkningsudvikling har fremtvunget. Mens Hjørring har sparet og prioriteret hårdt på nogle området, så er det med fondes og statens hjælp også lykkedes at åbne et nyt teater i midtbyen og bygge stadion og busterminal.
Man skal turde prioritere benhårdt
En anden spydspidskommune for Realdanias nye projekt er Odsherred, der har flyttet sit egnsteater fra en afsides placering uden for byen ind i en nedlagt Irma midt på gågaden i kommunens hovedby Nykøbing.
- Vi ønskede at skabe nyt liv om aftenen på gågaden med teater og café. Det er vigtigt, at man som byråd tør prioritere benhårdt for at sikre liv i udvalgte bycentre, siger borgmester Thomas Adelskov (S).
- Vi har som kommunalbestyrelse været nødt til at skuffe nogle lokalområder, fordi vi satser hårdt på at forhindre, at dagligvarehandlen ender i centre udenfor byerne, som betyder butiksdød og mindre liv i centrum, siger han.
Ritzau
Fonden Realdanias projekt lægger sig i forlængelse af kampagnen 'På forkant', som i samarbejde mellem Erhvervsministeriet og KL hjalp 25 kommuner i yderområderne med at lave strategiske udviklingsplaner.
- Realdania har på forhånd inviteret 56 kommuner ind i det nye projekt.
- 30 kommuner har vist konkret interesse.
- I de kommende måneder vil der være en kvalificering og udvælgelse blandt disse.
- I foråret 2018 vil en række kommuner få støtte fra Realdania til et projekt eller en plan, der skal styrke deres hovedby.
- Senere i 2018 gennemfører Realdania en ny runde, hvor kommuner, der ikke var med i første runde, får mulighed for at søge støtte til et udviklingsprojekt.
Kilde: Realdania.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.