
Fyns Politi har i dag rejst sigtelse for overtrædelse af straffelovens § 266, om trusler, på baggrund af en længere efterforskning.
Den 31-årige er sigtet for via det sociale medie TikTok at have truet en kandidat til kommunalvalget.
Fyns Politi har i den forbindelse afhørt en 13-årig dreng, der på tilsvarende vis er mistænkt for at have fremsat truende udtalelser over for den samme kandidat til kommunalvalget.
- Fyns Politi har stort fokus på dette område, og vi vil gerne understrege, at vi bruger alle tilgængelige muligheder for at finde frem til personer, der truer – også når det sker via sociale medier. Generelt vil vi gerne opfordre folk til at holde den gode tone og pakke truslerne væk - også i den demokratiske debat, udtaler Politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi.
- Det er ikke straffrit at true andre, selvom de såkaldte tastaturkrigere måske er af en anden opfattelse, tilføjer han.
Fyns Politi nævner ikke, hvilken kandidat, der er tale om, men politiet oplyser, at de fortsat efterforsker en episode fra sidste uge, hvor den omhandlede kandidat har anmeldt et chikanerende hændelsesforløb i trafikken.
Dansk Folkepartis spidskandidat i Odense, Signe Vedersø Keldorff (DF), har tidligere fortalt, at en bil forsøgte at presse hendes bil ud mod rabatten.
"Det er rystende – og det viser, hvor hadet mod vores parti og mod danskere, der siger tingene, som de er, desværre er kommet hen," skriver Signe Vedersø Keldorff på sin Facebook-profil og fortsætter: "Vi er nået til et punkt, hvor politikere fra borgerlige og nationale partier ikke bare skal forvente hård debat – men fysisk trusler og chikane på landevejen og på fortovet."
På sociale medier har hun eksempelvis fået kommentarer som "vi skal hugge hovedet af hende", og "er det nu, vi stikker hende".
Politikere får egen hotline hos politiet
Statsminister Mette Frederiksen dedikerede en del tid i sin tale til Folketingets åbning til netop trusler mod folkevalgte politikere. Og i denne uge præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard (S) og indenrigsminister Sophie Løhde (V) tre tiltag.
Regeringen vil blandt andet give politikerne en direkte telefonlinje til politiet, hvor de kan ringe en fast kontaktperson op angående trusler og chikane.
Dertil skal politiet være mere til stede på sociale medier og forsøge at kontakte dem, der truer og chikanerer i kommentarspor. Her kan politiet i højere grad tage forebyggende samtaler med de, der skriver de gældende kommentarer.
Regeringen vil ydermere gøre det særskilt strafbart at kontakte pårørende uberettiget, skriver Berlingske.
To ud af de tre nye forslag skal også gælde andre offentligt ansatte.
Rigspolitiet oplyste torsdag i en pressemeddelelse, at Politiets Online Patrulje (POP) vil være til stede ved udvalgte fora på internettet for at forebygge og bekæmpe strafbar chikane og truende adfærd op til valget 18. november.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.