BRØNDERSLEV: Den svenske butikskæde Big Dollar er kommet i klemme i Brønderslev, efter Planklagenævnet har vurderet, at butikken reelt fungerer som en dagligvarebutik, da den sælger varer som toiletpapir, snacks og rengøringsmidler. Dermed bryder butikken lokalplanen, som kun tillader udvalgsvarebutikker i området som fx værktøj, boligindretning og biludstyr, skriver DR.
- Lokalplanen blev i sin tid vedtaget med en forudsætning om, at der ikke måtte være dagligvarebutikker i området, fordi man gerne ville have dagligvarehandlen i midtbyen, siger Peter Stecher (K), formand for teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune.
Han forklarer, at kommunen nu vil kræve, at Big Dollar nedbringer antallet af dagligvarer, ellers må butikken flytte.
DR har ikke kunne få en kommentar fra Big Dollars danske chef, Peter Jakobsen, da han er på ferie og ikke vil udtale sig, men i Nordjyske kalder han dog sagen for "grotesk".
- Der er mange kæder, der sælger de samme typer varer som os. Vi afviser selvfølgelig klart, at vi er en dagligvareforretning, siger kædens danske chef, Peter Jakobsen og fortæller i samme ombæring, at kædens advokater arbejder på et modsvar, og at han derfor ikke har yderligere kommentarer til sagen lige nu. "Men som jeg ser det, kan sagen få konsekvenser for store dele af detailhandlen," slutter han.
Det er Salling Group, der har klaget sagen til Planklagenævnet. Koncernen oplyser til Nordjyske, at formålet har været at afklare grænsen mellem udvalgsvare- og dagligvarebutikker.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.