
AARHUS: Et 400 meter permanent hegn kommer på udvalgte steder ved Aarhus havn nu til at erstatte et midlertidigt. En stor del af det bliver sat op fra bibliotek og borgerhus Dokk1 langs vandet mod nord, og andre kortere strækninger får også hegn. Derudover har Teknik og Miljø i Aarhus Kommune sat penge af til sikkerhedsliner og øget kameradækning på flere strækninger på havnen, skriver TV2 Østjylland.
Alene i Aarhus har der været flere drukneulykker, hvor unge mænd har mistet livet. De nye foranstaltninger koster fire millioner kroner, men der er brug for yderligere midler for at højne sikkerheden tilstrækkeligt på havnen. Det siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) i en udtalelse til kanalen.
- Vi har ikke mulighed for at finansiere tiltagene alene i Teknik og Miljø. Derfor er der behov for, at byrådets øvrige partier viser velvilje ved de kommende budgetforhandlinger og afsætter flere midler, så det bliver muligt at komme helt i mål med alle anbefalinger, så det bliver endnu mere trygt at færdes langs å og havn.
Landsdækkende ekspertgruppe
Ikke alle steder kan kajkanter hegnes ind, og der er brug for nye måder for at sikre, at folk ikke snubler i mørket og falder i vandet. Transportminisiter Trine Bramsen (S) har derfor nedsat en ekspertgruppe, der skal se på løsninger af bl.a. hvordan kanten sikres bedre, og hvad man kan gøre for, at det er lettere at komme op af vandet, hvis uheldet er ude, fremgår det af en pressemeddelelse fra Transportministeriet.
- Min forhåbning er, at vi sammen kan nedbringe antallet af drukneulykker. Vi kan ikke bare se til, at liv hvert år mistes, når det kunne være undgået. Nu samler vi eksperter og praktikere omkring vores havne. Målet er, at vi sammen kan udvikle løsninger, der kan forhindre, at folk falder i havnen, siger Trine Bramsen.
Det første af en række ekspertgruppemøder afholdes efter planen den 26. september 2022 og følges af flere møder med henblik på at udveksle erfaringer og forslag til, hvordan drukneulykkerne i de danske havne kan forebygges.
Foruden Transportministeriet deltager blandt andet KL, Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Trygfonden, Danske Beredskaber og Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed i arbejdet.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.