
RINGSTED: Ringsted har fået ny borgmester. Det bliver som ventet Venstres Klaus Hansen, som overtager borgmesterposten fra Henrik Hvidesten, skriver Sjællandske Nyheder. Klaus Hansen siger til avisen:
- Jeg er utrolig taknemmelig for, at samtlige konstitueringspartier er enige om at pege på mig som ny borgmester for Ringsted Kommune. Det er en stor opgave – og min læringskurve bliver stejl – men jeg glæder mig meget til opgaven, og jeg vil gøre mit yderste for at leve op til tilliden, siger han.
Konstitueringspartierne er - udover Venstre - Socialdemokratiet, SF og DF. De har 13 af byrådets 21 mandater.
- Vi har efterhånden haft en lang tradition for et bredt samarbejde i byrådet. Det ligger mig meget på sinde at forsøge at fortsætte dette, for jeg tror på, at det på alle måder er til gavn for kommunens borgere og virksomheder – og for kommunens mange ansatte, siger han.
Klaus Hansen er 63 år gammel og har siddet i byrådet siden 2010. Han er formand for Plan- og Boligudvalget og medlem af økonomiudvalget. I sit civile liv er han landmand.
I 2012 tabte Klaus Hansen med kun én stemme kampvalget mod Henrik Hvidesten om at blive Venstres borgmesterkandidat efter Niels Ulrich Hermansen.
Baggrund for skiftet
Søndag aften - få dage efter tillidserklæringen fra hans byrådskolleger - valgte daværende Henrik Hvidesten at trække sig.
Det skete, efter at DR søndag havde bragt en historie om endnu en episode, hvor Hvidesten skulle have opført sig upassende. Det var udslagsgivende for, at han ikke kunne blive på posten, siger Mette Ahm-Petersen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet i byrådet.
Hun siger samtidig, at hun er overbevist om, at den nye borgmester ikke har haft kendskab til episoderne.
Partierne bag Klaus Hansen er blevet enige om, at der skal gøres en indsats for at sikre, at lignende sager ikke opstår i fremtiden, fortæller Mette Ahm-Petersen.
Samtidig vil man gerne være bedre forberedt på, hvordan man håndterer sager om upassende eller grænseoverskridende adfærd.
Fremtiden
Hvorvidt det skal ske gennem en adfærdspolitik, et kodeks eller noget helt tredje, er ikke blevet besluttet endnu.
- Vi har ikke lagt os fast på, hvad det præcis skal være. Det skyldes blandt andet, at vi gerne vil have, at alle i byrådet bakker op om det.
- Det er jo ikke sikkert, at det er en fra borgmesterens flertal, der kommer til at overskride en grænse. Derfor giver det god mening, at man har valgt en fælles retning, som hele byrådet står inde for, siger Mette Ahm-Petersen.
Henrik Hvidesten blev borgmester i Ringsted i 2014. Han havde støtte fra Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.
I forbindelse med den ene af sagerne oplyste Henrik Hvidesten i sidste uge til Ekstra Bladet, at han havde "undskyldt over for den pågældende" og tog hændelsen "meget alvorligt".
I forbindelse med DR's historie har Hvidesten sagt, at han ikke husker episoden, men undskylder.
Red: Afsnit under mellemrubrikkerne Baggrund for skiftet samt Fremtiden - er tilføjet 1.2. kl. 6.36
cwa / ak /ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.