ÅRHUS/FAVRSKOV: Sammen med Århus Kommune har Favrskov Kommune skrevet til miljøminister Troels Lund Poulsen (V) for at sætte fokus på, at der er behov for at få udbygget Planloven. Udbygningen er nødvendig for fremadrettet at kunne kombinere byudvikling og grundvandshensyn, lyder det fra Favrskov Kommune.
Favrskov har igennem længere tid arbejdet med udviklingsprojektet 'Grundvand og byudvikling'. Miljøcenter Århus har også deltaget i arbejdet. Projektet redegør for, hvordan en eventuel byudvikling kan påvirke grundvandet og opstiller mål for beskyttelse af grundvandet.
By- og Landskabsstyrelsen har efter projektets afslutning afvist brugen af tinglyste servitutter om sprøjteforbud som ét af de væsentligste redskaber til at beskytte grundvandet mod forurening.
Denne afvisning har fået Anders G. Christensen (V), borgmester i Favrskov Kommune og Peter Thyssen (R), rådmand for teknik og miljø i Århus Kommune, til at sende en fælles opfordring til miljøministeren.
- Udgangspunktet for en kommunes planlægning er altid, at grundvandet udgør en betydende del af menneskets livsgrundlag, og at grundvandet derfor skal beskyttes mod forurening. Men samtidig må både stat og kommune erkende, at vi nogle steder også bliver nødt til at bo oven på grundvandet. Derfor har vi brug for en differentieret planlægning af byudviklingen. I Favrskov synes vi, at vi kunne bidrage med vores udviklingsprojekt 'Grundvand og byudvikling', og det undrer os, at By- og Landskabsstyrelsen afviser det uden at komme med et realistisk alternativ, siger Anders G. Christensen.
Konkret opfordrer de to politikere miljøministeren til at få gang i arbejdet med en kortlægning af OSD-områder (Områder med Særlige Drikkevandsinteresser) i hele landet, da sagen er aktuel for mange kommuner, herunder de fleste østjyske kommuner. Samtidig er der behov for at udvikle værktøjer til planlægning af byudvikling i OSD-områder.
Værktøjerne bør bygge på grundig viden om sammenhængen mellem forskellige former for bymæssig anvendelse og det underliggende grundvand. Den viden findes ikke for danske forhold.
Derfor opfordrer Peter Thyssen og Anders G. Christensen nu ministeren til samtidigt at sætte gang i et forskningsprojekt om danske byers nitratudvaskning og pesticidrisici på lerholdige jorder.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.