
Anklagemyndigheden kræver tirsdag i Retten på Frederiksberg Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, straffet med seks måneders betinget fængsel for svig med EU-midler og dokumentfalsk. Hans tidligere assistent kræves idømt en dom på 40 dages betinget fængsel for dokumentfalsk.
Det er senioranklager Rasmus Maar Hansen fra Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet, som fremfører kravet over for retsformand Søren Hafstrøm og rettens øvrige medlemmer. Maar Hansen henviser blandt andet til, at der i sagen er en formidlende omstændighed i form af en meget lang sagsbehandlingstid.
- Der er påstand om en ren betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, og som ikke skal afsones lyder det fra Maar Hansen.
Messerschmidt er anklaget i to forhold. For det første er han anklaget for at have vildledt forskellige instanser i EU-systemet til først at udbetale godt 98.000 kroner og efterfølgende godkende betalingen. Dernæst er han anklaget for sammen med sin tidligere assistent at have skabt en falsk kontrakt, som er blevet brugt til vildledningen. Begge nægter sig skyldige.
Det hele handler om Dansk Folkepartis sommergruppemøde i dagene 3. til 5. august 2015 på Color Hotel i Skagen og en parallel EU-konference afholdt samme sted 4. august. Men ifølge anklagemyndigheden var der ikke nogen EU-konference, og finansieringen via Meld var derfor uberettiget. Og Messerschmidt vildledte Melds sekretariat til at tro, at der var en særskilt konference, og derfor har han svindlet, lyder beskyldningen.
Anden omgang
Sagen blev sidste sommer behandlet ved Retten i Lyngby. Kun Morten Messerschmidt deltog, da assistenten havde forfald. Messerschmidt blev ved den lejlighed idømt et halvt års betinget fængsel. Dommen blev anket til landsretten.
Landsretten vurderede, at retsformanden i byretten var inhabil. Det skyldtes, at han ved forskellige lejligheder havde ytret sig på Facebook i en grad, så der kunne rejses tvivl om hans troværdighed. Derfor skulle sagen gå om. Omsagen blev indledt i november ved Retten på Frederiksberg. Tirsdag har anklagemyndigheden indledt sin procedure.
Dørene ved tirsdagens retsmøde blev åbnet igen inden anklagemyndighedens procedure. Der ventes dom i næste uge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.