KOLDING: En udviklingshæmmet mand omkom i 2024 som følge af de skader, han pådrog sig i et spabad på et bosted i Kolding.
Onsdag er en medarbejder på bostedet Centervej tiltalt ved Retten i Kolding for uagtsomt at have forvoldt beboerens død.
Det fremgår af anklageskriftet, at den ansatte fyldte vand i spabadet og hjalp beboeren i badet.
Men medarbejderen tjekkede ikke forinden, at vandtemperaturen var passende, lyder det.
Beboeren pådrog sig anden- og tredjegradsforbrændinger og døde en uge senere som følge af udbredte forbrændinger, fremgår det.
- Der er tale om en tragisk sag, hvor vi mener, at der blev udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der er grundlag for at rejse tiltale for uagtsomt manddrab, har specialanklager Bettina Lauridsen Wagner udtalt i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.
Det er en sag, som har påvirket mange, siger socialdirektør i Kolding Kommune Nicolai Dupont Heidemann.
En tragisk sag
- Det er en tragisk sag, som har sat sig spor hos alle implicerede. Både hos de pårørende til afdøde, den tiltalte medarbejder, kolleger og borgerne på Centervej og hos os som kommune, siger han i en skriftlig kommentar.
Bostedet kom efter hændelsen under skærpet tilsyn hos Socialtilsyn Syd.
Tilsynet udtrykte efter et uanmeldt besøg på stedet usikkerhed omkring bostedets evne til at understøtte beboernes sundhed og trivsel, fremgår det af et referat fra kommunens handicapråd.
- Centervej har som følge af ulykken opdateret deres instruks til håndtering af spabadet og udarbejdet retningslinjer for oplæring af medarbejdere i brugen af spaen, hedder det i referatet på kommunens hjemmeside.
Den tiltalte har været hjemsendt fra sit arbejde, siden der blev rejst tiltale. Han nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarsadvokat, Glenn Verding Hein.
Nægtelsen skal ifølge advokaten forstås således, at de faktiske omstændigheder omkring forløbet kan erkendes.
- Nægtelsen handler om spørgsmålet om ansvar for hændelsen, oplyser Glenn Verding Hein.
Der er afsat to dage til behandling af sagen i retten.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












