ASSENS: Stemningen var ikke helt, som den plejer at være, på dagens møde i Økonomiudvalget i Assens Kommune. Baggrunden var 1. behandling af kommunens budget for budget 2010-2013.
I løbet af de sidste måneder er der nemlig regnet meget indgående på kommunens udgifter og indtægter, og det viser et budget i betydelig ubalance, oplyser Assens Kommune.
-Kommunens økonomiske situation er meget alvorlig, og det er derfor nødvendigt, at alle trækker i samme retning og arbejder konstruktivt for, at vi får vedtaget et budget i balance. Vores økonomiske beregninger viser, at vi i lighed med en lang række andre kommuner, ikke får dækket vores merudgifter til sociale ydelser til fx kontanthjælp og arbejdsløshedsdagpenge, som stiger, på grund af finanskrisen. Samtidig betyder skattereformen lavere skatteindtægter, og finansieringsomlægningen betyder, at kommunen taber penge. Samlet set mangler Assens Kommune derfor indtægter for 36 mio. kr.
- Desuden stiger vores udgifter voldsomt på en række områder, som alle er styret via visitationer. Det drejer sig om udgifter til handicappede, psykiatri, sårbare børn og unge, specialundervisning og ældreområdet. På alle områder er der enten flere borgere, der har krav på hjælp, eller stigende priser på tilbuddene. Hertil kommer øgede betalinger for kollektiv trafik og medfinansiering af sundhedsudgifterne, når kommunens borgere er indlagt på sygehuse, siger Finn Brunse.
Alle muligheder undersøges
Finn Brunse pointerer samtidig, at det på grund af den alvorlige økonomiske situation, er nødvendigt at være handlingsorienteret og at afsøge alle muligheder og overveje at bringe forskellige værktøjer i spil. Assens Kommune har derfor - i lighed med 41 andre økonomisk trængte kommuner - søgt Indenrigsministeriet om lov til at forhøje skatten.
- Får vi lov til at hæve skatten, betyder det indtægter på 15 mio. kr. Samtidig har Assens Kommune allerede fået bevilliget godt 9 mio. kr. fra puljen for økonomisk trængte kommuner.
- Det ændrer dog ikke ved, at vi grundlæggende har en stor udfordring - også fremadrettet i forhold til at få enderne til at nå sammen i de kommende års budgetter. Vores beregninger viser også ubalance på driftssiden i perioden 2011-2013. Med så store besparelser må det forventes at påvirke vores serviceniveau overfor borgerne, siger Finn Brunse.
Budgetfase i gang
- Der forestår nu en række politiske forhandlinger partierne imellem, med det helt klare formål at få skruet et budget i balance sammen, der giver færrest mulige serviceforringelser for borgere og virksomheder, siger Finn Brunse.
Efter Økonomiudvalgets 1. behandling af budgettet i dag, sendes materialet nu i høring i medarbejdersystemet, brugerråd m.v., ligesom der afholdes et borgermøde den 17. september. Synspunkter fra høringsfasen, der løber indtil den 21. september, indgår i det politiske arbejde med budgettet. Det endelige budget godkendes den 8. oktober 2009.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.