ASSENS: Selskabet Tommerup Bys Fjernvarmeforsyning er utilfreds med, at Assens Kommune ikke vil etablere en hovedledning. Det drejer sig om to udstykninger i Tommerup, hvor et nyt område med 22 byggegrunde ikke skal have fjernvarme på kommunens regning - i modsætning til det første område med 12 byggegrunde, hvor alle husstandende har valgt at benytte sig af fjernvarmen, oplyser Fyens.dk.
I Miljø Teknik og Planudvalget er det i august blevet vedtaget, at kommunen ikke skal finansiere en ny hovedledning i området. Allerede i juni blev udvalget introduceret til muligheden for at etablere en hovedledning, og kommunen har adspurgt KL om juridiske rammer for handlemuligheder. Det fremgår af et referat fra kommunen.
KL oplyser til kommunen, "at omkostningen ved etablering af en hovedledning kan pålægges grundpriserne samt at grundkøberne ikke kan kræve deres andel af etableringsomkostningen på grundprisen tilbage, hvis køber ikke ønsker at tilslutte sig fjernvarmenettet". Herudover vurderes det, at den enkleste løsning er, at de, som køber grundene, selv er ansvarlige for varmekilden på den pågældende grund.
Siden 2019 har kommunerne ikke kunnet pålægge varmeforbrugere kollektiv tilslutningspligt.
Er det for dyrt?
Borgmester Søren Steen Andersen (V) mener, at det er borgernes egen beslutning, hvilken varmekilde de ønsker og at beboere som efterfølgende vælger andre varmekilder, vil blive tvunget til at betale for en vare, de ikke har ønsket, hvis de har købt en grund med højere grundpris pga. fjernvarme.
- For øjeblikket lægges der politisk pres på forsyningsselskaberne for at udbrede den billigere og miljømæssigt mere fordelagtige fjernvarme, men det besværliggør Assens Kommune, siger Jakob Kristiansen, formand for Tommerup Bys Fjernvarmeforsyning til Fyens.dk.
Den samlede udgift for kommunen ved finansiering af hovedledninger i tre områder ville have været ca. fire til fem mio. kr. Indstillingen er godkendt i Økonomiudvalget.
rmn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.