Allerede for seks år siden fik den daværende Statsadvokat for Økonomisk Kriminalitet (SØK) en underretning om, at den nu sigtede i sagen om svindel med satspuljemidler for 111 mio. kr. Anna Britta Troelsgaard Nielsen havde overført millionbeløb til sig selv. Men SØK, også kendt som Bagmandspolitiet, fejlbehandlede underretningen ifølge nuværende statsadvokat Morten Niels Jakobsen.
Advarslen lød på et samlet beløb på fem mio. kr., som i en række overførsler forlod det daværende Social- og Integrationsministeriums konto til Anna Britta Troelsgaard Nielsens private konto - foruden en erhvervskonto, som tilhører hendes stutteri.
Det viser en gennemgang af hvidvaskunderretninger, som Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) har foretaget i forbindelse med efterforskningen af svindlen. Men SØK iværksatte ingen egentlig efterforskning, og overdrog i stedet sagen til SKAT som en sag om skatteunddragelse. Siden da er endnu 28 mio. kr. af de i alt formodede 111 millioner forsvundet.
- Jeg kan frygte, at den hovedmistænkte dermed fik mulighed for at kunne fortsætte den formodede svindel, der måske kunne have været stoppet på et tidligere tidspunkt. Det kan jeg af gode grunde ikke vide noget om, men jeg kan helt nøgternt konstatere, at der var tale om en fejl, da advarslen ikke blev efterforsket til bunds. Den berettigede advarsel blev ganske enkelt fejlbehandlet, siger chef for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen i en pressemeddelelse efter at Jyllands-Posten onsdag henvendte sig for at få en kommentar til oplysningerne om, at Danske Bank for seks år siden advarede om sagen.
Efterforskningsperioden udvides fem år
Da Børne- og Socialministeriet på et pressemøde den 9. oktober offentliggjorde mistanken om den tidligere ansattes omfattende svindel med satspuljemidler, lød det, at efterforskningen skulle omfatte 16 år fra 2002 til 2018. Den interne opgørelse over svindelbeløbene starter også i 2002.
Men svindelbeløbene kan blive højere, og SØIK har nu så mange nye oplysninger om mistænkelige overførsler, at efterforskningen udvides til at strække sig 21 år tilbage. Den omfatter således perioden 1977 til 2018 i stedet for fra 2002 som hidtil.
- Vores efterforskning tyder på, at den mistænkte har svindlet i en længere årrække end først antaget. Det betyder også, at vi forventer, det samlede beløb kan blive højere end 111 millioner kroner, siger Morten Niels Jakobsen. Han kan endnu ikke oplyse om hvor meget.
Ved gennemgangen har SØIK yderligere fundet to underretninger om mistænkelige overførsler fra 2014 og 2016 - som vel at mærke vedrører andre personer end Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der nu er sigtet for groft underslæb. Yderligere tre personer er sigtet for hæleri i sagen.
- Jeg kan bestemt godt forstå, at man tænker, at de danske myndigheder har sovet i timen, og vi skal selvfølgelig overveje alle de tiltag, der overhovedet kan overvejes, siger Morten Niels Jakobsen til TV2.
Hidtil er der faldet mange advarsler om, at der var så meget rod i satspuljesystemet, at det var muligt at udnytte det til svindel med midlerne - men det er første gang, det kommer frem, at der var direkte advarsler om den konkrete svindel, Anna Britta Troelsgaard Nielsen angiveligt udførte.
Se oversigt over svindelbeløbene her
Rettelse: I fjerde afsnit er det tilføjet, at pressemeddelelsen fra SØIK udkom på baggrund af Jyllands-Postens henvendelse og ønsket om at få en kommentar. Jyllands-Posten var på forhånd i besiddelse af oplysningerne om, at Danske Bank for seks år siden advarede om sagen. I pressemeddelelsen bekræftede politimyndigheden disse oplysninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.