- VISO – hvad er det?
Sådan lød den umiddelbare reaktion, når snakken faldt på Servicestyrelsens specialrådgivnings-organisation, VISO, da den blev oprettet 1. januar 2007. Kendskabet til VISO har siden ændret sig markant siden da, og de fleste
medarbejdere i PPR, ved nu, hvad VISO er.
Men der hersker stadig tvivl om, hvornår kommunerne kan bruge VISO, og hvad der skal til før en sag er kompliceret nok til at høre ind under VISOs specialrådgivningshat. Men det bliver der nu gjort noget ved:
- Før var det VISO, der definerede, hvornår en sag var kompleks nok til at høre ind under
specialrådgivnings-funktionen, men fremover er det i højere grad kommunerne selv, der afgør, hvornår de har brug for specialrådgivning. Vurderer man i en kommune, at man ikke selv har de kompetencer, der er brug for, så er det blot at kontakte VISO.
- Det afgørende er, at VISO bliver koblet på i de tilfælde, hvor der er behov for kvalificeret
specialrådgivning. Det er der langt bedre mulighed for nu, hvor kommunerne kan kontakte VISO om alt inden for specialrådgivning, siger Bo Beck, kontorchef i VISO og med ansvar for specialundervisningsområdet og videnscentrene.
Høj kvalitet hurtigere
Men at det nu er den enkelte kommune, som afgør behovet for specialrådgivning i de komplicerede sager, er ikke den eneste nyskabelse i forhold til at give VISO bedre muligheder for at sparre og rådgive kommuner og borgere. VISO er den centrale enhed
herhjemme, som har et landsdækkende overblik over specialister inden for specialrådgivning og -undervisning.
Fremover skal netværket af specialister inddrages
tidligere og mere aktivt i visitationen. I en række tilfælde vil det give en hurtigere sagsbehandling, og i sidste ende en større sikkerhed i forhold til at give eleven den bedste støtte. Netværket af specialister vil også fremover kunne komme til at spille en afgørende
rolle, som en slags proceskonsulenter for kommunerne. Bo Beck forklarer:
- Hvis en kommune ønsker at kvalificere en gruppe af medarbejdere til selv at tage sig af
specialrådgivningen på et nyt område, er det nu også muligt. Oplever vi eksempelvis, at en kommune henvender sig i flere gange med sager af samme karakter, kan vi tilknytte en specialist, som klæder medarbejderne på til fremadrettet i højere grad selv at tackle specialrådgivningsopgaverne.
Elastik i rådgivningen
En anden væsentlig ændring i VISOs arbejde fremover er, at rådgivningsforløb kan strække sig så længe, der er behov, og ikke, som hidtil, bestå af kortere, afgrænsede forløb.
- Da VISO blev oprettet havde vi en forestilling om, at specialrådgivningen kunne klares gennem nogle relativt korte forløb. Men i nogle situationer er der behov for at strække forløbene over længere tid, eller at dele dem op i længerevarende faser. I mange af de
situationer, hvor der er brug for specialrådgivning om den specialpædagogiske bistand, drejer det sig om komplicerede forhold, som er vedvarende eller fremadskridende.
Behovet stopper ikke efter et par samtaler. Vi har nu fået langt bedre muligheder for at indrette mere fleksible forløb, som passer til den enkelte kommunes behov, fortæller Bo Beck.
Ny undersøgelse: Stort behov for central rådgivning
Men er der overhovedet behov for en organisation som VISO, og kan de kommunale sagsbehandlere ikke klare specialrådgivningen selv?
Analysefirmet Wilke A/S har for nylig spurgt en repræsentativ gruppe af sagsbehandlere i kommunerne om deres kendskab til VISO og deres tilfredshed med rådgivningen. Billedet er klart: tilfredsheden er høj og kendskabet stort. Undersøgelsen viser også, at der er brug for den ekstra sparring og rådgivning, VISO kan give kommunerne. Flere mener endda, at der ville mangle et samlingssted for specialviden, hvis VISO ikke eksisterede.
Forsat udvikling gennem dialog
Men der er stadig behov for klart at fortælle VISOs målgrupper, hvad organisationen kan, og i hvilke tilfælde man kan søge bistand hos os.
Informationsindsatsen om VISO vil, som det efterspørges i undersøgelsen, fortrinsvis ske via VISOs hjemmeside og gennem aktiv dialog med kommunerne og også direkte med PPR kontorerne.
- Siden VISO blev oprettet har vi haft fokus på at gå i dialog med kommunerne.
Undersøgelsen bekræfter, at vi også fremover skal satse meget på den direkte dialog og give bedre information om VISO via vores hjemmeside. Det arbejder vi målrettet videre med, siger Bo Beck.
VISOs nye organisering
Den ny organisering af VISO sigter overordnet på fire områder:
• Det landsdækkende netværk af specialister inddrages i højere grad i visitationen
• Rådgivningen strækker sig så længe, der er behov for et kontinuerligt forløb
• VISO og dens netværk involveres til at kvalificere kommunerne til selv at yde
specialrådgivning
• Den kommunale sagsbehandler (PPR) kan kontakte VISO om alt inden for specialrådgivning
Tilfredshedsundersøgelse om VISO
I marts 2008 har Wilke A/S spurgt et repræsentativt udsnit af kommunale sagsbehandlere om deres kendskab og tilfredshed med VISO:
• 83 pct. af de adspurgte kender til VISO
• 71 pct. som har haft kontakt med VISO udtrykker stor tilfredshed med rådgivningen
• 68 pct. begrunder tilfredsheden med kvalificeret bistand og god dialog
• 20 pcy. melder, at der er et stort behov for en samlet specialrådgivningsfunktion
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.