
Året nærmer sig sin ende, og DK Nyt har spurgt en række af landets unge byrådsmedlemmer, hvordan de ser tilbage på året der er gået. Mød her Jonathan Damgaard på 20 år som sidder i byrådet i Herning for Venstre. Han fik ved KV21 804 personlige stemmer.
Kan du kort opsummere, hvilke kommunale dagsordener, der var dine mærkesager i 2022?
- For mig har helt særligt vores børne- og ungeområde været en politisk topprioritet. Det er enormt spændende sted at få lov til at arbejde! Her har man muligheden for at præge børn og unges liv i en positiv retning og give dem en ballast til at klare sig den dag, man er færdig med folkeskolen. Samtidig har daginstitutionerne i mit lokalområde fyldt meget. For de har efterhånden trængt til en kærlig hånd i ret mange år.
Hvordan ser du tilbage på året der er gået i kommunalpolitikken?
- Hvis man skal være helt ærlig, så har året 2022 hverken været den nemmeste eller sjoveste måde at starte ud på i kommunalpolitik. Inflation, en stram økonomiaftale og pres på de kommunale budgetter har været mørke skyer for solen. Alt det har desværre sat sine begrænsninger på mulighederne for at udvikle. Men nu er jeg et optimistisk menneske, og vælger at tro og håbe på bedre tider de næste år.
Hvilken politisk hændelse har gjort størst indtryk på dig i det forgangne år?
- Det er svært at pege på én enkelt begivenhed. Min oplevelse er gang på gang, at når man træder ind i den kommunalpolitiske verden, så er nærmest alt en stor kulturomvæltning – især som ungt menneske på blot 20 år. Men helt særligt husker jeg den aften, hvor forligspartierne indgik budgetaftalen for 2023. Med kun lidt mere end en halv times varsel blev vi kaldt ind på rådhuset for at høre om, hvad det nye budget indebar. Her var jeg helt særligt optaget af, om daginstitutionerne i mit lokalområde var kommet med.
Hvad ser du som den vigtigste kommunale sag for det kommende år? Og hvorfor?
- Lige nu står vi med en landsdækkende tendens, hvor at flere og flere børn og unge mistrives. Tendensen ser desværre ud til at fortsætte. Samtidig opleves det, at det pædagogiske personale i almenskolen i stigende grad mangler kompetencer, når det gælder elever med særlige undervisningsmæssige behov og udfordringer. Jeg har svært ved at tro på, at løsningen blot er at udskille endnu flere til specialtilbud. Derfor har vi brug for både et lokalt og nationalt modsvar til denne udvikling. Desværre findes der intet quick-fix. Men alligevel ser flere skoler i både Herning og resten af landet, som lykkes at gribe problemstillingen an på sin helt egen og særlige måde. Dem kunne vi starte med at lære endnu mere af.
- Jeg fik travlt morgenen efter at budgetforliget var landet med at få lavet et opslag på Facebook. I budgettet blev der afsat 89 mio. kr. til to nye daginstitutioner, som var en af mine politiske hjertesager. Det er ikke noget, som jeg alene kan tage æren for. Tværtimod har det været en holdindsats på tværs af mange partier. Og lige netop holdindsatsen og de fælles resultater, synes jeg indrammer hele kernen af lokalpolitik rigtig godt. (Privatfoto)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.