dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Borgmester efterlyser ulønnet praktikant: Forening kalder det problematisk

Silkeborgs borgmester og Socialdemokratiet søger en gratis, ulønnet praktikant under kommunalvalget. Nu får de kritik af Dansk Journalistforbund.

37 timer om ugen og et bidrag på maksimalt 3.608 kroner om måneden.

Det er en del af stillingsopslaget som praktikant for Silkeborg Kommunes borgmester Helle Gade.

- Vi vil gerne prøve det her, fordi vi tror på, at det kan stille os bedre kommunikativt og samtidig være et godt tilbud for unge studerende, siger formand for Socialdemokratiet i Silkeborg Kommune Viggo Thinggaard.

Selvom intentionerne bag lyder til at være gode, og meget af partiets arbejde allerede er baseret på frivillige, ubetalte kræfter, er der udfordringer forbundet med stillingsopslaget.

Det siger næstformand i Dansk Journalistforbund Allan Boye Thulstrup til TV2 Østjylland.

- Jeg synes, det lyder som en spændende stilling, hvis man er interesseret i medier og politik. Når det er sagt, er det problematisk, at det er så konkrete produktionsopgaver, de søger en praktikant til. Det minder mere om et jobopslag eller lønnet praktik, forklarer Allan Boye Thulstrup.

Ønsker ikke at medvirke

TV2 Østjylland har talt med borgmester i Silkeborg Kommune Helle Gade og tilbudt hende at uddybe, hvorfor partiet søger en ulønnet praktikant. Hun ønsker ikke at medvirke og henviser i stedet til Viggo Thinggaard.

Helt konkret søger partiet og borgmesteren en praktikant, der brænder for journalistik, kommunikation og politik. Praktikanten skal bidrage til strategisk kommunikation og producere indhold til sociale medier samt udvikle nye koncepter.

Timeantallet udgør 37 timer om ugen, og der vil være mulighed for at modtage et såkaldt erkendtlighedsbeløb på maksimalt 3608 kroner månedligt.

Det er udover de meget konkrete opgaver og krav til produceret indhold erkendtlighedsbeløbet, som næstformanden i Dansk Journalistforbund mener, er et problem.

- Hvis praktikanten kun bliver betalt med erkendtlighed, er vedkommende formentligt nødt til at have et fritidsjob ved siden af de 37 timer, og det bliver hurtigt et stort pres, når erkendtlighedsbeløbet ikke er større, siger Allan Boye Thulstrup.

Læring i højsædet

Han peger på, at læringen i et praktikforløb er vigtig, og at læringen i stillingsopslaget ikke lyder til at være topprioritet.

- Det her er en gråzone. De har ret til at søge en praktikant, og der er også mange ulønnede praktikanter fra uddannelserne, men de skal omvendt også sikre læring og udvikling, uddyber han.

Allan Boye Thulstrup fremhæver desuden, at praktiksteder gerne må stille produktionskrav, når de ansætter en lønnet praktikant fra eksempelvis Journalisthøjskolens journalistuddannelse.

Stillingsopslaget har været online siden 29. marts, og ansøgningsfristen er 13. april.

Ifølge Viggo Thinggaard har flere interesserede allerede sendt deres ansøgninger, og partiet tror på, at det vil lykkes dem at finde en praktikant.

Formanden forklarer, at årsagen til, at partiet søger en ubetalt praktikant og ikke en betalt medarbejder eller lønnet praktikant, er, at partiet ikke har økonomi til andet.

Det er meget specifikke produktionsopgaver, I søger hjælp til. Hvordan vil I sikre praktikantens læring?

- Det ved vi ikke endnu. Vi har kontakt til en studievejleder, som kan hjælpe os, for vi har ikke prøvet det før, forklarer formanden for Socialdemokratiet i Silkeborg Kommune.

Viggo Thinggaard ønsker ikke at oplyse, hvor mange ansøgninger partiet har modtaget, eller hvad det konkrete erkendtlighedsbeløb lyder på.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/borgmester-efterlyser-uloennet-praktikant-forening-kalder-det-problematisk

GDPR