
NORDFYN: Borgmesteren i Nordfyns Kommune Morten Andersen (V) vil ikke lukke den skole, hvor hans egne børn går. Et forslag om ny skolestruktur blev torsdag diskuteret i byrådet, hvor flere skoler står til lukning. Det fremgår af referatet, at der er flere forslag i spil til, hvordan den nye organisering kan se ud.
Byrådet startede efter ønske fra Socialdemokratiet mødet med at vurdere borgmesterens habilitet. Her fastholdt kommunalbestyrelsen forvaltningens juridiske vurdering af, at der ikke er habilitetsproblemer i denne sag.
Sagen handler om, at borgmesteren bakker op om omstruktureringerne bortset fra et punkt. Han stemmer ikke for at lukke den skole, hvor hans egne børn går.
Han oplyser, at forvaltningen i kommunen har lavet en vurdering, og afviser inhabilitet.
- Jeg har det altid sådan, at hvis der skal vurderes inhabilitet, så kigger jeg på min forvaltning, og de har en klar vurdering af, at der ikke er tale om inhabilitet i det her. De såkaldte eksperter siger, at det beror jo på en konkret vurdering. Og det er den, som forvaltningen har lavet her. Den siger klart, at der ikke er tale om inhabilitet. Og det har jeg i øvrigt heller aldrig ment, at der var. Så har jeg ikke så meget mere at sige ud over, at jeg naturligvis læner mig op af det, siger borgmesteren til DK Nyt.
To eksperter udtaler til Fyens Stiftstidende, at der kan være tale om habilitetsproblemer, da borgmesteren kan have egne interesser for sine børns skolegang. Den ene fortæller, at sagen ikke direkte kan sammenlignes med andre sager, men hans vurdering er klar.
- Der er så vidt jeg kan se ikke en lignende sag, hvor man én til én kan vurdere, at der er tale om inhabilitet, men jeg vil samlet vurdere, at der foreligger inhabilitet, siger Rasmus Grønved Nielsen, lektor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, til avisen.
Kan ikke undgå at overlappe privatlivet
Borgmesteren mener, at det kan blive udfordrende for de kommunale politikere, hvis de erklæres inhabile i sager som denne.
- Jeg vil også sige sådan helt generelt, at hvis der var tale om inhabilitet i en sag som denne, så mener jeg faktisk, at det ville være en bombe under hele det kommunale system, fordi så kan man godt nok være inhabil i mange sager. Jeg bruger jo selvfølgelig det kommunale system, fx at mine børn går i en kommunal skole. Hvad skulle alternativet være? Det ville jo svare til at sige, at hvis man har børn i en kommunal skole, så kunne man ikke være med til at træffe beslutninger på det område, siger han.
Borgmesteren understreger, at hans synspunkt er, at det skal være muligt for forældre selv at vælge, om deres børn skal gå på en lille eller stor skole.
- Jeg har det jo sådan, at det, jeg går til valg på, det vil jeg jo gerne gennemføre. Jeg er ikke gået til valg på at lukke tre skoler, og jeg har hverken ændret holdning eller synspunkt i forhold til det her. Det handler for mig om, at der er valg mellem store og mindre skoler, og det er så konkret en skolelukning her i distrikt Bogense, som jeg ikke kan tilslutte mig, afslutter han.
Anne-Lise Sievers (F) og Bine Mathiasen (F) bakkede heller ikke op om den del af omstruktureringen, der omhandler lukningen af Kongslund, da de også ønsker et frit valg mellem en stor og lille skole i distriktet, tilsvarende resten af distrikterne.
Forslaget om omstruktureringen blev godkendt på mødet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.