Der skabes 150 pladser på nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger til en mindre gruppe borgere. Det sker som led i en aftale til 400 mio. kr., som skal forebygge vold på bosteder. I første omgang ønskede regeringen at bruge 300 mio. kr.
Det oplyser sundhedsminister Sophie Løhde (V) og socialminister Karen Ellemann (V). Aftalen kommer efter flere drab på ansatte på de eksisterende bosteder.
Den er indgået inden for rammerne af satspuljen og omfatter alle partier undtagen Enhedslisten. Der bruges 277 mio. kr. til at skabe de nye afdelinger i alle fem regioner.
Samtidig skal de ansatte efteruddannes, og arbejdsmiljøet skal forbedres, ligesom bostederne skal samarbejde bedre med sygehusenes psykiatriske afdelinger.
Et nyt indsatsteam skal på bostederne undervise ansatte og ledere i, hvordan de undgår konflikter med beboerne. Desuden skal de lære, hvordan de skal reagere i tilspidsede situationer. Bosteder får også faste læger tilknyttet.
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) glæder sig over aftalen.
- Vi samler nu psykiatrisk behandling, misbrugsbehandling og den rehabiliterende indsats under samme tag. På den måde skal patienten ikke opsøge og møde op til behandling andre steder, siger Sophie Løhde.
- Det handler om at forebygge vold og kriminalitet og dermed skabe en mere tryg hverdag for både medarbejdere og patienter.
De nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger behandler patienter med svære psykiske lidelser og komplekse sociale problemer. Patienterne reagerer voldeligt. De skal også behandles for alkohol- og stofmisbrug.
Karen Ellemann understreger, at der ikke kommer mere tvang mod patienter på bosteder:
- Man kan kun komme derhen uden samtykke ved at blive tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling.
Delte meninger om tvang
Danske Regioners formand, Bent Hansen (s), er glad for aftalen, men mener dog, at den nye aftale kunne være endnu bedre. Han fremhæver, at muligheden for at 'fastholde' personerne i medicinering og bekæmpe deres misbrug er svækket i forhold til det forslag, der har ligget på bordet.
- Som jeg læser aftalen, kan man først gribe ind, hvis beboeren er rigtig psykotisk og til fare for sig selv eller andre. Der skal man jo næsten have begået et overgreb, før der kan sættes ind. Der ville vi gerne have mulighed for at sige til folk, at de skal tage deres medicin og holde sig fra stoffer, siger Bent Hansen.
Også i Bedre Psykiatri, der er landsforeningen for pårørende i psykiatrien, er der glæde at spore over aftalen. Men i modsætning til Bent Hansen glæder formand Birgit Elgaard sig netop over de ændrede muligheder for tvang.
- Vi har kæmpet i flere måneder for at få politikerne til at skifte fokus fra flere magtbeføjelser til at fokusere på den gode behandling. Det skal de have ros for, for der har de lyttet og ændret deres fokus, siger hun.
- Der vil altid være lidt forbehold, og vi ville gerne have det her gjort til en specialiseret afdeling for misbrug i psykiatrien. Men vi er så tæt på mål, og jeg er glad for det stærke fokus på behandling i aftaleteksten, lyder det fra Birgit Elgaard.
Selv om det i sidste hug tog partierne ni timer at blive enige om at beskytte bostedernes personale og patienter bedre, så er tiden godt givet ud. Det mener sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) om aftalen.
- Det er en målrettet indsats for de patienter med svære psykiske lidelser, udadreagerende og uforudsigelig adfærd, gentagne indlæggelser, afbrudte behandlingsforløb, misbrug og eller dom til behandling, siger Liselott Blixt.
Hun påpeger, at personalet på de nye afdelinger får overfaldsalarmer, ligesom flugtveje sikres.
- Samtidig sikrer vi de andre beboere på de socialpsykiatriske tilbud, at de kan få mere ro og kan færdes sikkert, hvor de bor, siger Liselott Blixt.
De Radikales sundhedsordfører, Lotte Rod, hæfter sig ved, at ingen patienter kan blive tvangsindlagt på de nye afdelinger, hvis de ikke er tvangsindlagt i psykiatrien:
- Jeg drømmer om, at vi om 20 år slet ikke bruger tvang i psykiatrien. Jeg tror, vi kommer til at kigge tilbage på nogle af de ting, vi gør mod folk i dag og tænke: Hvordan kunne vi finde på det, siger Lotte Rod.
Hun peger på, at de fem nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger er inspireret af afdeling M på Sct. Hans i Roskilde.
Psykiatriordfører, Yildiz Akdogan (S) glæder sig over, at der kommer hjælp til en sårbar gruppe:
- Vi løfter en sårbar og udsat gruppe med svære psykiske lidelser og misbrug. Der kommer en socialt rehabiliterende indsats.
SF's psykiatriordfører Trine Torp kræver mindre tvang.
- Vi fik pillet de nye tvangsbeføjelser ud, som regeringen havde lagt op til, siger Trine Torp.
Det er en god dag for bostederne, mener FOA's formand, Dennis Kristensen, oven på aftalen om at oprette en ny type socialpsykiatriske afdelinger.
- Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få en aftale i hus efter den lange debat om, om der skulle etableres et nyt tilbud til dem, der er for farlige til at være på de almindelige bosteder.
Fakta:
* Indsatsteam skal forebygge vold på botilbud. Der afsættes 27,4 mio. kr.
* Der ansættes fast læge på botilbud for psykiatriske patienter for 17 mio. kr.
* Arbejdstilsyn skal samarbejde med socialtilsyn for seks millioner kroner.
* Der bruges i 2017 100.000 kr. på en vejledning om at give oplysninger videre.
* Der bruges 8 mio. kr. i at undervise om patienter med psykisk lidelse og misbrug. Det sker i 2017-18.
* Der afsættes 59 mio. kr. til en pulje for bedre sundhedsfaglig rådgivning og lettere adgang til psykiatrisk udredning.
* Reglerne justeres for at flytte borgere med psykiske lidelser. Der bruges 6,3 mio. kr. på projektet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.