Når kommunerne i øjeblikket forhandler næste års budget, står der mange steder besparelser på programmet, og hos Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Bupl, frygter man, at pengene nogle steder bliver hentet hos de mindste i samfundet.
- Vi har ikke set sådan en masse besparelsesforslag i mange år. Så det er massivt, siger formanden for Bupl, Elisa Rimpler.
Hun advarer om, at mange kommuner dermed vil få svært ved at nå de nye regler om minimumsnormeringer, som gælder i alle landets kommuner fra 2024.
- Vi er selvfølgelig bekymret for, at når loven indtræffer i 2024, så er der rigtig mange kommuner, som har svært ved at leve op til det, siger Elisa Rimpler.
Varslede besparelser
Oversigten viser i øjeblikket, at fem kommuner har indgået et forlig, som i næste års budget ifølge Bupl kommer til at betyde besparelser på børneområdet. I langt størstedelen af de kommuner, som varsler besparelser, er der fortsat kun tale om forslag eller sparekataloger.
KL har advaret om, at den nuværende ramme for økonomien tvinger kommunerne til at skære i velfærden. Hos Bupl er man ikke i tvivl om, hvad den manglende velfærd kommer til at betyde.
- Det betyder, at børneområdet igen står for skud. Det vil betyde færre pædagogiske medarbejdere til børnene, som skaber betingelserne for børns liv, både udvikling og trivsel, siger Elisa Rimpler.
Minimumsnormeringerne
Næste år sendes 1,3 milliarder kroner ud til de danske kommuner for at nå målet om minimumsnormeringer i daginstitutionerne i 2024. Hos Bupl frygter man, at de tilskud, som skal gå til området, ender med at lappe huller i kommunekasserne rundt omkring.
- Tilskuddet kommer ud for at understøtte børnelivet. Så det er helt forfejlet, hvis det i stedet betyder, at man sparer på området. Hvis der er noget, vi ved, så er det, at den tidlige indsats betyder rigtig meget, siger Elisa Rimpler.
Minimumsnormeringerne skal sikre, at der i landets vuggestuer er mindst én pædagog per tre børn. I børnehaverne skal der være mindst én pædagog per seks børn.
Øremærkede midler
Det er allerede i Ringkøbing-Skjern kommune tilfældet, at ikke alle tilførte midler til minimumsnormering afsættes.
- Vi stod som kommune og skulle spare 45 millioner kroner til næste år. En del af det har vi så gjort ved ikke at tilføre hele den pulje til minimumsnormeringer til næste år til området, siger Hans Østergaard (V), som er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Selv om man i kommunen således ikke kommer til at benytte hele tilskuddet på børneområdet, så anfægter Hans Østergaard præmissen om, at kommunen bruger færre penge på 0-6-årsområdet.
Hos Bupl påpeger man, at pengene har et formål, og selvom en kommune allerede har opnået minimumsnormeringen, så er det ikke nødvendigvis godt nok.
- Det er alene et minimum. Pengene er jo møntet på børnene, så derfor synes jeg, at man skal sikre, at pengene faktisk kommer ud og arbejder i daginstitutionerne. For børnene har brug for det, siger Elisa Rimpler.
Alle kommuner skal senest 15. oktober have godkendt budgettet for næste år.
Minimumsnormeringer
* Aftalen om minimumsnormeringer blev indgået i december 2020.
* Aftalen blev indgået mellem Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet.
* Minimumsnormeringer stiller krav til, hvor mange pædagoger der skal være i daginstitutioner.
* Fra 2024 skal der minimum være én pædagog per tre børn i vuggestuer og én pædagog per seks børn i børnehaver.
* Kommunerne modtager økonomiske midler, som skal give flere pædagoger frem mod 2024, hvor minimumsnormeringerne skal være på plads.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.