
Nedlukningen under coronaudbruddet har været hård ved de danske hoteller, feriecentre, campingpladser og vandrerhjem, der samlet set har haft en halvering i overnatningerne i første halvdel af 2020.
Det viser tal fra Danmarks Statistik. Samlet er antallet af overnatninger faldet til 7,64 millioner - et fald på 47 pct. - i forhold til året før.
Det er især hoteller, som er hårdt ramt - særligt i de store byer - hvor overnatningerne er gået tilbage med 57 pct.
Campingpladser er knap så hårdt ramt med en tilbagegang på 24 pct.
Vestjyske sommerhuse stod tomme
Også udlejningerne af sommerhuse er gået markant tilbage i første halvår med 33 pct. færre udlejninger.
Det er især kommuner i Vestjylland, som har været hårdt ramt af færre sommerhusgæster. Ringkøbing-Skjern og Varde er de kommuner, som har mistet flest overnatninger i antal. Herefter kommer Tønder.
Fra juni er der begyndt at være markant bedring i tallene sammenlignet med forårsmånederne. Det hænger blandt andet sammen med, at de danske grænser blev åbnet for turister i sidste halvdel af juni.
DI: Historisk tilbageslag
Hos interesseorganisationen Dansk Industri bliver udviklingen i første halvdel af året betegnet som et historisk tilbageslag. Sådan lyder det fra Sune K. Jensen, der er chef for turisme og oplevelsesøkonomi.
- Det har været et blodbad i første halvår. Efter genåbningen ser vi bedre takter, men det er et meget todelt billede. For hotellerne i byerne er 2020 mere eller mindre afskrevet, mens blandt andet sommerhusudlejerne nyder godt af, at rigtig mange danskere holder ferie i Danmark, og at tyskerne også er vendt tilbage, siger han.
Mens begyndelsen af året har været hård ved sommerhusudlejerne, kan de glæde sig over, at bookinger for resten af året er rekordstore. Ved udgangen af juni måned lå bookingerne 18 pct. over samme måned sidste år.
Ritzau / ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.