
De Radikale og Venstre er på vej til at indgå valgforbund til europaparlamentsvalget 9. juni. Det må man forstå på politisk leder Martin Lidegaard (R) under en partilederdebat søndag med Venstre-formand Troels Lund Poulsen og SF-formand Pia Olsen Dyhr ved De Radikales nytårsstævne.
Martin Lidegaard bliver spurgt, hvor mange mandater De Radikale går efter ved valget.
- Vi får hvert fald ét, og det, tror jeg, er det, vi skal satse på. Så kan man drømme om, hvor meget vores valgforbund kan hive hjem, siger Martin Lidegaard og peger på Troels Lund Poulsen.
- Når vi på et tidspunkt forhåbentligt indgår det, tilføjer han hurtigt efter.
Kort efter bliver Troels Lund Poulsen bedt om at uddybe.
- Det tror jeg ikke, man kan uddybe i detaljer, lyder det kort fra Venstre-formanden.
Heller ikke Martin Lidegaard ville uddybe det videre.
Hverken De Radikale eller Venstre har meldt ud, at de skulle være en del af et valgforbund til EU-valget.
Ved seneste EU-valg i 2019 var Venstre i valgforbund med De Konservative og Liberal Alliance. De to partier er gået i valgforbund uden Venstre denne gang.
De Radikale var i 2019 i valgforbund med Alternativet, der til sommer i stedet er i valgforbund med SF og Socialdemokratiet.
Europaparlamentsvalget afholdes 9. juni i Danmark. Her skal 15 danske medlemmer af Europa-Parlamentet vælges.
Både De Radikale og Venstre hører til den liberale Renew-gruppe i Europa-Parlamentet. Her er Moderaterne, der heller ikke har meldt noget ud om valgforbund endnu, også.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.