
Efter TV2 torsdag aften viste den dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' om svigt på plejehjem i Aarhus og Randers, frygter sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at der er flere plejehjemsbeboere, som får en mangelfuld behandling på plejehjem i Danmark.
- Når jeg ser de billeder og episoder, er det et udtryk for svigt. Og må man være ærlig at sige: En afstumpet og umenneskelig kultur, der ikke hører nogle steder hjemme. Jeg tror, at man skal være meget naiv, hvis man går ud fra, at det kun er ved de her episoder, at det her finder sted, siger han til Ritzau.
Magnus Heunicke vil sørge for, der kommer flere penge til ældreplejen i de kommende år. Men han understreger, at det ikke kun er et økonomisk spørgsmål.
- Det er ikke på grund af besparelser, at det her sker. Det er en kultur. Men man skal heller ikke være blind for, at når vi ser på udviklingen på ældreområdet de seneste år, er der blevet flere ældre, men pengene er simpelthen ikke fulgt med.
Toppen af isbjerget
Sundhedsministeren kan måske allerede se sin frygt i øjnene.
Efter dokumentaren har Ædre Sagen opfordret til, at man henvender sig til dem, hvis man kender til andre svigt i plejesektoren.
Torsdag kunne de så meddele, at de har fået utrolig mange henvendelser om plejesvigt i kølvandet på dokumentaren.
Henvendelserne vil blive samlet, så de ansvarlige politikere i kommunerne og regeringen kan få at se, hvordan det står til på landets plejehjem.
KL vil i dialog
KL ønsker ikke at stille op til interview med Ritzau, men skriver i en pressemeddelelse, at 'TV2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' skildrer situationer, der på ingen måde lever op til forventninger og ønsker, kommunerne har for en værdig ældrepleje'.
KL anerkender, at samfundet har en vigtig opgave i at undgå, at den slags situationer, som vises i dokumentaren, ikke sker.
Organisationen skriver også i pressemeddelelsen at den vil tage initiativ til en dialog i kommunerne, om kvaliteten på plejeområdet, og den fremtidige udvikling.
Politikere i Randers kræver handling
Alle partier og lister i Randers Byråd på nær Socialdemokratiet og De Konservative er enige om at der skal handles, skriver partierne bag flertallet i en mail.
De er enige om, at der som minimum skal laves en ekstern uvildig undersøgelse af kommunens plejecentre. Særligt på Huset Nyvang, som ses i dokumentaren.
Undersøgelsen i Randers skal afdække, om forholdene for de ældre er værdige og dækkende for deres behov.
- Derudover skal undersøgelsen kigge ledelsen efter i sømmene og afdække, om de nødvendige kompetencer og ressourcer er til stede i forhold til at drive plejecenter efter Randers Kommunes omsorgs- og værdighedspolitik, skriver partierne.
Sundhedsministeren har inviteret relevante parter på området til møde om kvaliteten på plejeområdet. KL skal også deltage i mødet. Pårørende er også inviteret.
Ritzau / rbr
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.