RANDERS: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) mener, at en konkret sag fra Randers viser, at kommunerne skal tage mere ansvar.
TV2 Østjylland har beskrevet, at 28-årige Rasmus Dalgaard fra Randers fik konstateret PTSD efter et syvårigt jobcenter-forløb, hvor han blev sendt i flere nye forløb, selv om hans læge advarede om risikoen for PTSD.
Sagen er desværre ikke enestående, mener landets beskæftigelsesminister, der retter en kritik mod kommunerne.
- Jeg synes, det lyder som en helt igennem ulykkelig sag, siger Peter Hummelgaard (S) til tv-stationen.
- Det er ikke sådan, det skal være. Og det står allerede meget klart i reglerne, at man ikke må igangsætte nogle beskæftigelsesindsatser over for borgere, hvis det kan forværre deres helbredsmæssige situation. Det burde kommunerne også vide, siger Peter Hummelgaard.
- Jeg synes efterhånden også, at vi har set alt for mange af disse sager. Både kommunerne og KL er altså også nødt til at tage ansvar for at sagerne bliver behandlet ordenligt og korrekt.
Følger lovgivningen
Ifølge Bo Vestergaard (K), der er formand for beskæftigelsesudvalget i Randers, er det dog ikke et problem, kommunen selv kan løse.
- Der er rigtig meget sagsbehandling, som faktisk er meget bureaukratisk, og det tager tid. Og det er lovgivningen, der siger det. Det er ikke noget, vi selv kan bestemme i Randers Kommune, siger Bo Vestergaard til TV2 Østjylland.
Kunne det have været undgået?
- Sådan som lovgivningen er, så nej.
Krav om undersøgelse
Fire partier i Randers Byråd er nu gået sammen om at kræve en ekstern undersøgelse af Jobcenter Randers, nemlig Beboerlisten, Østbroen, Velfærdslisten og Enhedslisten.
- Den udsendelse er prikken over i’et. Men der er mange andre eksempler, og vi kendte godt til problemet. Vi har dokumenteret, at forløbene aldrig fører til arbejde eller uddannelse, siger Bjarne Overmark fra Beboerlisten.
De fire partier i Randers Byråd har endnu ikke færdigformuleret det endelige forslag til en ekstern undersøgelse.
Men ifølge en pressemeddelelse fra partierne vil de snarest sende "et forslag til kommisorium for en ekstern undersøgelse af Jobcentret i Randers Kommune - med henblik på vedtagelse i byrådet."
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.