
Den af medier hyppigt brugte ekspertkilde Roger Buch, der er forskningslektor og centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, føler sig truet af Anders Vistisen, Dansk Folkepartis spidskandidat ved EU-valget. Det siger han til B.T.
Efter at have ladet sig interviewe af medier om, at Dansk Folkepartis brug af EU-støtte til annoncer kan være i strid med loven, har han fået mails fra Anders Vistisens advokat. Her har advokaten Carlo Siebert givet udtryk for, at han vil gå videre med sagen, "om nødvendigt ved domstolene".
Det kalder Roger Buch for "rystende".
- Jeg har i 30 år medvirket i tusindvis af historier, og jeg har aldrig oplevet nogle lignende. Allerede før en artikel er blevet bragt, eller før Vistisen ved, hvad jeg har udtalt, modtager jeg intimiderende mails med anklager om injurier og ærekrænkelser. Jeg oplever det som en klar trussel, siger han til B.T.
Annoncer i strid med reglerne
Sagen drejer sig om, hvorvidt Dansk Folkeparti må bruge EU-midler til at finansiere annoncer, der har karakter af partipolitisk valgkamp. For at få støtte fra EU skal annoncerne bære partiets parlamentsgruppe i højre hjørne, skriver B.T.
Og det har Dansk Folkeparti gjort på en række af Anders Vistisens Facebook-annoncer.
Roger Buch har gennemgået mere end 50 af Anders Vistisens Facebook-annoncer og vurderer, at flere af dem kan være strid med reglerne.
Det er Dansk Folkeparti ikke enig i, og det har de forsøgt at gøre Roger Buch opmærksom på, siger partiet.
- Vi kunne se, at Berlingske og Roger Buch var på vej med en historie med en række faktuelt forkerte oplysninger. Derfor bad jeg min advokat høfligt om at gøre Roger Buch opmærksom på de fejl, som fremgik af deres historie, lyder det i en mail sendt fra Dansk Folkepartis pressechef til B.T.
Roger Buch fastholder, at der i hans optik langtfra er tale om en høflig henvendelse, men en trussel om retssag.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.