Victoria Velasquez, der er arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesordfører i Enhedslisten, er en af partiets kandidater til EU-valget i 2024. Men hvis hun bliver valgt, giver hun sin plads videre, siger hun til Ritzau.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at det er lidt svært at få EU-stof på dagsordenen. Derfor betyder det noget, at vi har flere kandidater på listen, ud over spidskandidaterne, der kan supplere. Det er typisk, at man i partierne har en masse fyldkandidater, siger hun.
Victoria Velasquez er nummer 10 på Enhedslistens liste over i alt 14 EP-kandidater. Det er derfor hypotetisk, at hun skulle blive valgt, da man i Enhedslisten fordeler alle partistemmer til de første på listen uanset personlige stemmetal.
Ved EP19 vandt Enhedslisten et enkelt mandat, og det var samtidig første gang, at partiet har fået en plads i Europaparlamentet.
Snyder ikke nogen
Hun mener ikke selv, at hun snyder vælgerne ved på forhånd at have besluttet sig for at give pladsen videre, hvis hun bliver valgt.
- Jeg synes ikke, at jeg snyder nogen, da jeg er helt ærlig omkring det og siger det up front, siger hun.
Velasquez peger på, at hun som kandidat kan være med til at løfte EU-debatten.
- Allerede nu er der rigtig mange debatter, som spidskandidaterne ikke kan dække. Så der går vi, som fyldkandidater, ind og supplerer og hjælper med at komme ud på for eksempel uddannelsesinstitutioner og diskutere emnerne, siger hun.
Hun håber at kunne bidrage med at bygge bro imellem EU og alt det, der vedrører arbejdsliv og arbejdsmiljø i Danmark.
- Med den indsigt, jeg har fra mit arbejde på Christiansborg, kan jeg direkte se, hvordan EU-lovgivningen påvirker national lovgivning. Det håber jeg at kunne være med til at oversætte, siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.