Efter beskæftigelsesborgmester i København Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i oktober resolut fratog fagdirektør Marianne Sørensen ansvaret for jobcentrene på grund af en praksis, borgmesteren fandt "fuldstændig uacceptabel", går kommunen nu tilbage til selvsamme praksis.
Ikke alene uacceptabelt, men ulovligt fandt Planklagenævnet det, at en brandstation i Syddjurs er opført - uden ny lokalplan før byggeri - tæt på boligblokke.
I Guldborgsund var det ikke nok, at kommunen trak en ulovlig spareinstruks tilbage: Ifølge Ankestyrelsen skal forvaltningen genoptage et års familiesager. Og et krav om kun én foranstaltning pr. sag var også ulovlig.
I Aalborg fik sagen om ulovlige udbygningsaftaler i sidste uge store konsekvenser i to hjemsendelser af chefer - og en sygemeldt rådmand, der dog i denne uge valgte at komme tilbage og tage de sidste arbejdsdage med. Kommunen tager nu fat på en personalejuridisk undersøgelse længere nede i rækkerne.
Kort proces blev der gjort, da Nyborg fyrede en direktør med øjeblikkelig virkning få dage efter kommunens julefrokost. Og i Næstved står kommunaldirektøren med en henvendelse fra 14 chefer, der samlet udtrykker mistillid til deres direktør.
Endnu et kapitel i sagen om snyd og uregelmæssigheder på den aarhusianske Søndervangskolen fik sin afslutning, da en ekstern undersøgelse konkluderede, at ledelsen havde svigtet og fejlfortolket regler. Den foreløbige afslutning fik den tidligere skoleleder til at tage bladet fra munden og erklære, at hendes måde at lede og drive skole på altid har været for børnenes skyld.
Ikke mindst var det også ugen, hvor tidligere integrationsminister Inger Støjberg modtog en ubetinget fængselsdom på 60 dage. En dom hun betragter som et tab for de danske værdier.
ka / sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.