På Twitter gør Statsministeriet tirsdag opmærksom på, at der på det sociale medie er oprettet en falsk profil i statsminister Mette Frederiksens (S) navn.
- Nedenstående er en falsk profil - og er ikke oprettet af statsminister Mette Frederiksen eller Statsministeriet, skriver Statsministeriet med henvisning til profilen med brugernavnet @MFrederiksenDK.
Den falske profils ejermand er ifølge kontoen selv den italienske journalist Tommaso Debenedetti. Det har Ritzau ikke været i stand til at bekræfte. Statsminister Mette Frederiksen har ikke en officiel konto på Twitter. Kontoen, der blev oprettet i november, har knap 3.000 følgere.
Flere tilfælde
Mandag tweetede en falsk profil også i klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaards (M) navn. Den falske profil hævdede, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen var død, hvilket ikke er sandt. Ifølge TV 2 har Tommaso Debenedetti siden 2011 oprettet flere falske profiler på Twitter og spredt falske nyheder om eksempelvis pavens dødsfald.
- Jeg vil være italiensk mester i løgn, har han sagt i et interview med Dagbladet Information.
Siden den amerikanske rigmand Elon Musks opkøb af Twitter har der været problemer med, at folk på det sociale medie har misbrugt det såkaldte blå flueben, der angiver verificerede brugere.
Twitter-brugere har udnyttet muligheden for at købe fluebenet til at foregive at være kendte personer eller brands. Den falske Mette Frederiksen-profil har dog ikke det blå flueben.
Identifikationsudfordringer har også ramt den norske regering, som tidligere i december måtte bede Twitter om at skride til handling. Det gjorde den, efter at flere officielle regeringskonti på det sociale medie blev mærket forkert.
På det sociale medie fremgik det på både statsminister Jonas Gahr Støre og udenrigsminister Anniken Huitfeldts twitterkonto, at de repræsenterede Nigeria - og altså ikke Norge.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.