Flere pædagoger, et løft af folkeskolen og penge til psykiatrien er en del af det velfærdsløft, som regeringen er enig med de øvrige partier om i finansloven for næste år.
Det bliver finansieret af en række afgifter og besparelser samt det økonomiske råderum, som er statens forventede økonomiske overskud frem mod 2025.
Eksempelvis bliver kommende boligejere landet over berørt af den aftale om næste års finanslov, der er indgået sent mandag aften.
Tinglysning af bolig har været ramt af et skattestop, men kommer fremover til at følge løn- og prisudvikling i samfundet, når borgere skal registrere deres bolig gennem det offentlige.
- Den stigning, vi har lagt op til, er helt fornuftig. Det er en prisregulering, det er ikke sådan, at vi sætter afgifter op. Det er bare, at de følger løn- og prisudvikling fremadrettet, siger finansminister Nicolai Wammen (S).
Tinglysningsafgiften bliver sat op hvert tredje år. Det finder sted første gang 1. marts 2020 og dernæst 1. januar 2023.
Afgifterne på råstofmaterialer, bekæmpelsesmidler, spildevand og emballage sættes også op. Afgiftsstigningerne vil indbringe 70 mio. kr. mere i statskassen i 2020 stigende til 230 mio. kr. fra 2023 og frem.
Afgiften på generationsskifte for familievirksomheder stiger fra seks til 15 procent, hvilket skal give en milliard ekstra kroner.
Regeringen og dens støttepartier vil også aflyse den planlagte skattelettelse på arbejdsgiverbetalt mobiltelefon.
Cigaretprisen op med 20 kr.
De Radikale ville gerne have en ny afgift på CO2-udledning i forbindelse med flyrejser. Men det bliver ikke til noget ifølge finansministeren. De Radikale håber på at få det indført senere. Til gengæld bliver der genindført en registreringsafgift på fly.
Prisen på en pakke cigaretter stiger fra de nuværende cirka 40 til 60 kr. i 2022.
Afgiftssatsen på væddemål og onlinekasino skal stige fra 20 til 28 pct. af bruttospilleindtægten. Det, forventer Finansministeriet, vil indbringe 150 mio. kr. ekstra årligt.
100 mio. kr. finder partierne ved at stramme reglerne for leasede firmabiler.
Afgifterne på plastikposer og engangsservice øges også, hvilket vil indbringe 65 mio. kr. Afgiften er i dag på 22 kr. per kilo for bæreposer af plast og ti kr. per kilo for bæreposer af papir. Den afgift tredobles.
En skatterabat for hovedaktionærer fjernes. De har under visse betingelser kunnet få en rabat på skatten af aktiegevinsten. Det fjernes nu og vil indbringe omkring 160 mio. kr. i 2020.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.