Halvdelen af alle lokalpolitikere har været udsat for chikane, og det er blot et element af arbejdsmiljøet i landets byråd.
På KL Topmødet er arbejdsmiljø og lokalpolitikernes trivsel også på dagsordenen fredag formiddag.
Her åbner arbejdsmiljøekspert Stephen Holst op for snakken om, hvad arbejdsmiljø egentlig er, inden han påpeger, at politikere i kraft af at være folkevalgte frivillige ikke er beskyttet af arbejdsmiljøloven.
- Sat lidt på spidsen vil det sige, at lokalpolitikere er overladt til sig selv, siger han.
Han påpeger, at i arbejdsmiljøer, som kan betegnes som højrisikable, er forebyggelse den bedste metode.
Også når der er tale om politik.
- Mit budskab er, at selvom vi ikke er juridisk forpligtet til at gøre det, kan det være fornuftigt, at vi arbejder mere med forebyggelse i politik, siger Stephen Holst.
Kollektiv forebyggelse
Og der er mange gode grunde til at sikre det gode arbejdsmiljø for politikere, da det kommer demokratiet til gode.
- Et dårligt arbejdsmiljø påvirker mennesker negativt. Mennesker under pres træffer bl.a. dårligere beslutninger, og de mister evnen til at tænke langsigtet, siger han og stopper op i sin talestrøm med blikket rettet ud over de mange politikere i salen:
- Kunne det være vigtigt i politik?
Inden for arbejdsmiljø er der ni forebyggelsesprincipper, og her er især et, som Stephen Holst mener er det vigtigste: kollektive foranstaltninger.
- Hvis forebyggelse skal virke, skal vi arbejde med kollektive foranstaltninger, så det ikke kun hviler på den enkelte. Mennesker der har det svært eller som er i svære miljøer må aldrig stå alene, understreger han og tilføjer:
- Og jeg ved at flere i denne sal har haft en følelse af at stå alene i politik.
Hans opfordring til hele salen er derfor klar:
- De foranstaltninger der kan arbejdes med fremover er, hvad vi kan gøre sammen, slutter han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.