Tirsdag har et bredt politisk flertal i Folketinget vedtaget, at alder ikke længere skal fremgå, når man søger job. Lovforslaget træder i kraft den 1. juli og skal være med til at forhindre, at virksomheder fravælger ledige seniorer på grund af alder, når de søger job, oplyser Beskæftigelsesministeriet.
Diskrimination af jobansøgere på baggrund af alder er ulovligt, men alligevel oplever mange ledige seniorer, at de bliver valgt fra på grund af fødselsdatoen, når virksomhederne foretager den første screening af jobansøgninger. Lovforslaget er en udløber af trepartsaftalen om mangel på arbejdskraft fra sidste efterår mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og KL,
- Vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå, at seniorer føler sig diskrimineret og oplever at blive valgt fra udelukkende på grund af deres alder. Det er ikke bare ulovligt, det er også tudetosset i en situation, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft. Seniorer er ofte en meget stærk arbejdsressource, som har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Med lovgivningen vil vi undgå, at arbejdsgiverne frasorterer i bunken af ansøgninger blot ved et kig på fødselsdatoen, inden den er læst, og man rent faktisk har taget stilling til ansøgerens kompetencer, siger Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Ministeren afviser heller ikke, at der kommer flere tiltag efter møder med virksomheder, organisationer og partier, der kan bibringe flere idéer til at undgå diskrimination af seniorer på arbejdsmarkedet.
Med lovforslaget bliver der også fra 1. april sat gang i et forsøg med jobrettet indsats til unge, ligesom der bliver indført en ny sanktion for jobparate ledige, der ikke søger job en hel kalendermåned.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.